ForLens!
Af Bo N K
Gårsdagens opgør i Frankrig bød på flere pudsige paralleller til sidste gang FC Kbh stod foran at skulle kvalificere sig til UEFA-cuppens gruppespil. Ikke alene endte første kamp ude igen 1-1, men set fra sofastolen mindede Lens-holdet på det spillemæssige plan forbløffende meget om det HSV-hold som vi snublede i for to år siden: et hold med individuelt vældigt gode spillere, men samtidig et hold som gør væsentligt mere ud af at organisere defensiven end ud af at organisere offensiven.
Således var deres offensive spil nærmest en tro kopi af hvordan HSV i første omgang forsøgte at angribe os for to år siden. De spillede bolden langsomt og omstændeligt rundt mellem de bageste – med københavnerne stående langt tilbage på banen – og ventede på at der skulle opstå åbninger. Og overlod det så til individuelle aktioner at sætte tempoet op snarere end konstant at holde det højt.
Sådan en tilgang til det offensive spil kan hurtigt vise sig at blive en kolossal fordel for FC Kbh i returkampen. Når man tænker på at et af de primære problemer hidtil i sæsonen har været at have kræfter til at arbejde i 90 minutter (specielt på midtbanen og særligt omkring Rasmus Würtz), vil det være lidt af en gave hvis Lens giver københavnerne lov til at lunte rundt i tæt formation i store dele af returen.
Men her er det så værd at huske tilbage på hvordan vi i sidste ende kom i problemer mod HSV: De opstod for alvor da de i 2. halvleg i Parken begyndte at spille mere primitivt og slog boldene hurtigere frem mod de forreste. Alle kan vist huske hvordan det endte da de fik lov til for alvor at bombardere feltet med bolde fremad!
Her viste kampen i Lens til gengæld også hvordan vi nu har et hold som har helt andre muligheder for at undgå dét scenarie. Hvis man ser bort fra en serie af mærkværdige defensive klovnerier mod slutningen af første halvleg, har vi både organisation og individuelle forsvarskvaliteter som nogenlunde kan leve op til dem vi havde for to år siden – specielt når vi står lavt på banen, og vores backs ikke kommer ud på de store eventyr i åbent land. Og så længe de ikke udnytter Christiansens svaghed på langskud alt for meget, må man vel tilføje; i går blev han heldigvis reddet af en offside-kendelse.
Men den store forskel ligger i den offensive del: Mens achilleshælen for to år siden nok var den manglende evne på holdet til at holde fast i bolden, har vi i dag et hold som har helt andre kvaliteter på den front.
I hjemmekampen mod HSV kunne vi mønstre en midtbane der hed van Heerden – Linderoth – Silberbauer – Fredgaard, og et angreb der bestod af Álvaro og 32. Den lineup var ganske kontra-orienteret, men magtede sjældent for alvor at aflaste den pressede defensive med aktioner som tvang HSV til også at tænke – og løbe – baglæns. Nu kan vi mønstre et langt mere boldfast hold, og modsat i kampene for to år siden så vi mod Lens også et københavnsk hold som i store perioder af kampen rutineret kørte bolden rundt – og det endda på en dag hvor holdets specialist på området, Niclas Jensen, måske havde flere upræcise afleveringer end selv Michael Silberbauer. Boldbesiddelsen blev sågar flere gange udnyttet til at spille sig frem til chancer, og andre gange blev den bare udnyttet til at irritere Lens til at begå frustrations-frispark.
Set herfra bliver det helt afgørende i returkampen at man husker lektien fra HSV og netop tør udnytte denne u-norske kvalitet i Parken. Lens er næppe et hold som lige med det samme begynder at spille primitivt, direkte og duelorienteret, men så snart de skulle finde på at begynde at skrue tempoet op, er det ekstremt vigtigt at få aflastet både forsvaret og den defensive midtbane ved at holde bolden på egne fødder – også med afleveringer på tværs af banen og lignende vovede træk.
