Aber doch
Af Bo N K
Efter at den hjemlige liga blev rundet af med at FC Kbh mistede førstepladsen, sluttede dette års europæiske eventyr med en fornedrelse i Aberdeen. Og mens det hverken kan kaldes fiasko at ligge lunt i ligaen eller at bryde sin europæiske seedning to gange på et efterår – som mod Lens og Lokomotiv – kan det til gengæld godt vække til eftertanke at holdet stadig ikke er hævet over at gøre sig til grin mod ordinære hold i europæisk fodbold. Denne gang ikke kun ved at være en dårlig ambassadør for fodbolden som tilskuersport, men nu også til grin blandt dem som kun læser resultater.
Aberdeen spiller som udgangspunkt den samme slags bondefodbold som FC Kbh, og derfor kunne man forvente sig at kampen ville blive præget af en masse løse bolde, kamp om de løse bolde og nye løse bolde som ville blive udløst af disse kampe. De forventninger blev ikke ubetinget skuffet, men selvom man har set begge hold spille endnu mere primitivt, var det fra Københavns side vældigt dårligt udført bondefodbold. Den struktur som trods alt indtil nu har kendetegnet sparkeriet, forduftede ganske enkelt i løbet af kampen.
Hvis man kigger på besætningen på banen, var det tydeligt at det var et stort savn reelt at måtte undvære både Grønkjær og Brede. Det var selvfølgelig uheldigt at holdets klart bedste spiller var ude af form, og at holdets mest formstærke spiller ikke var med, men en mangel på to spillere burde ikke i sig selv give et sammenbrud. Mangelen kan nu nok også højest forklare hvorfor det var så svært at komme til chancer, og hvorfor centerforsvaret så lidt usammenspillet ud – ikke hvorfor hele holdet pludselig holdt op med at hænge sammen.
Efter kampen udtalte Ståle til 3+ at holdet havde satset hovedløst efter at være kommet bagud med 2-0, og det kan man vel godt give ham ret i. Han sagde dog ikke noget om hvor den satsning ret beset kom fra, og han burde måske nok have haft format til at inkludere sig selv. På 3 minutter skiftede han i hvert fald begge defensive midtbanespillere ud (Würtz byttet for Ailton i 58. minut, Hjalte byttet for Silberbauer i 61. minut), og det var vel ret beset først efter dén markante rokade at holdet for alvor begyndte at se forvirret og hovedløst ud. Inde på banen må det nu også have været svært at forstå beskeden fra trænerbænken anderledes end at der nu for alvor skulle satses fremad for fuld kraft.
At det så ender med at blive backkæden som tager sig tåbelig ud, kan ikke rigtigt undre. Det er trods alt dem der som oftest er mest synlige når holdet ikke hænger sammen og bliver ydmyget. Men alligevel kan man vel tillade sig at bemærke én enkelt ting som i hvert fald fejlede systematisk gennem hele kampen: Der var ikke koordination i midterforsvaret mellem hvornår Gravgaard pressede op, og hvornår Antonsson enten fulgte med eller faldt ind bag ved ham. Det resulterede i en smule tøven ved målet til 1-0, og det blev slemt udstillet ved målet til 2-0 hvor de stod helt skævt i forhold til hinanden i en 'ufarlig' situation. Og det gav også anledning til en del andre fejslagne forsøg på at spille Aberdeens angreb offside – ligesom det muligvis også kan have givet anledning til at Gravgaard, med gult til følge, måtte satse for voldsomt i en tackling højt oppe på banen i 24. minut – men det var lidt svært at se på tv-skærmen.
Netop det dårlige sammenspil i midterforsvaret kan måske forklares med at de to midterbacks vist ikke har spillet en eneste kamp sammen tidligere; de har vel også været skadet i omtrent hver deres del af efteråret. Men rent trupmæssigt skal det nu stadig blive interessant at se hvad evalueringen i vinterpausen bringer med sig. Den dårlige udgang på sæsonen giver nok næppe anledning til større strategiske ændringer mod en mere attraktiv og mindre primitiv spillestil, for den resultatmæssige succes med bondefodbolden er stadig til at få øje på. Og selvom tilskuertallet for længst er stagneret på et niveau som egentlig ikke burde være nær potentialet for en by af Københavns størrelse, kommer der næppe ligefrem et øjeblikkeligt boom ved at bolden er lidt flere minutter på jorden i løbet af kampene.
Det mest sandsynlige er nok at der tænkes jordnært – i en lidt anden forstand. Truppen har tydeligvis ikke været bred nok til efterårets program, og selvom det vel ALLERhøjest er gruppespillets 4 kampe (ud af i alt 31) som på nogen måde kan siges at have været uden for det forventede, er det altså ikke lykkedes at rotere godt nok i startopstillingen til at holde alle friske i benene og klare i hovederne. Carsten V. Jensen røbede for nyligt i et tv-interview at filosofien havde været at der skulle være 6 cirka lige gode spillere til hver firekæde, men dén tommelfingerregel må nok tages op til revision. I hvert fald forstået på den måde at det ikke nytter så meget at man har 6 gode til hver kæde når resten af truppen åbenbart er så meget ringere at træneren dårligt nok vil værdige dem en af de frie pladser på bænken mod ligaens bundhold.
Så en mulig udgang kunne sagtens være at vi ser et FC København som fra foråret vil forsøge at strække pengene ud over lidt flere spillere; altså færre helt spektakulære køb og lidt flere breddespillere. Det spændende i en sådan strategi kunne så være at se hvorvidt breddespillerne bliver købt efter et formodet stabilt bundniveau og en vis rutine, eller man måske begynder at tage lidt flere chancer med at købe spillere som kunne indeholde et meget højt topniveau som de har haft svært ved at vise hidtil. Mon ikke det første er det mest sandsynlige.
