Smæk!
Af Bo N K
Mange havde efterhånden troet at der slet ikke ville komme forstærkninger til FC København før transfervinduet lukkede endeligt ved midnattid, men set herfra var det ikke den store overraskelse at størrelsesordenen endte med at blive 3-4 nye spillere og en afgang eller to. Det var heller ikke overraskende at det blev til en ny angriber og en ny højre back, men at der også skulle købes en direkte erstatning for Brede Hangeland var ikke helt så åbenlyst – i og med at man måske godt kunne have valgt at give Antonsson og Zanka en bedre mulighed for at vise deres værd.
Mens købene på sidstedagen af Ulrik Laursen og Junior i høj grad kunne ligne hver deres Plan B, som hver for sig næppe det ændrer det store på hvordan holdet kommer til at spille – og ikke mindst på den problematiske offensiv – ser det straks anderledes ud med købet af Pospěch. Efter bulletinerne skulle han være en hurtig og aggressiv back som løber heftigt op og ned ad linjen og er god mand mod mand – og sådan en spillertype har i høj grad manglet siden Lars Jacobsens afgang.
Selvom det altså er en forsvarsspiller der er købt, kan han meget vel komme til at betyde den største forskel af de tre nye når det gælder angrebsspillet. Da Lars Jacobsen var på holdet, var han som regel den første der blev kigget efter når målmand Christiansen fik bolden i hænderne; han blev meget ofte sendt hurtigt afsted op ad kanten med et langt udkast. Dén mulighed for hurtig spilvending langs jorden har været fraværende siden, og ligeledes har Jacobsens hidtidige afløsere – Kvist, Wendt og Antonsson – været en hel mindre aggressive når det gjaldt om at udnytte pladsen på kanten. Om 'Pospa' kan bringe livet tilbage i højresidens 'andenbølge', må komme an på en prøve, men det lyder i hvert fald spændende nok.
Svesken på disken
Set herfra er det grundlæggende problem med primitiviteten i offensiven dog stadig Ståles
meget vedholdende insisteren på det direkte spil. Som man kunne læse i TipsBladet den 18. januar,
hvor vores dødsfjender fra Stamværtshuset blev sat til
at konfrontere Ståle med det dårlige spil, er det en meget fast del af hans tilgang til fodbold:
Vores filosofi er, at hvis vi kan angribe hurtigt og spille gennem kæderne, så gør vi det, for så er der større chance for, at modstanderen kommer i ubalance, at Jesper Grønkjær kan få en en-mod-en eller at Silberbauer og Kvist kan få to-mod-en. Men måske har vi nogle gange været for utålmodige. Spillet i for højt tempo og med for stor risiko, så vi har mistet bolden for mange gange. Den tanke kan jeg følge, men jeg vil aldrig kritisere en spiller for at prøve at spille bolden i længderetningen for at spille igennem modstanderen eller bag forsvaret i stedet for at lave en sikker tværaflevering.
Min filosofi er at spille gennem kæderne, spil så hurtigt som muligt på langs og spil kun på tværs, når det er nødvendigt. Det kan så godt ske, at jeg har præget os for meget i forhold til, at vi er blevet for utålmodige nogle gange, men det handler også om, hvor på banen man mister bolden. Og i perioder, hvor det ikke har fungeret så godt for os, har vi mistet bolden ufarlige steder, så modstanderen har haft svært ved at skabe noget.
Med andre ord er Ståle ikke blind for at spillet bliver hektisk og primitivt – men foretrækker det ganske enkelt frem for alternativet hvor fejl kan være mere kostbare. Som det også fremgår af disse (selv)erkendelser:
Rasmus [Würtz] ... fik måske et mentalt knæk med fejlafleveringerne mod Benfica og Randers, der begge kostede mål. Det har han selv sagt. Men han er stærk og skal nok komme tilbage.
...
Måske skal jeg opmundtre lidt [til langskud], men jeg bliver bare så forbandet når de skyder håbløst. Men jeg skal måske bare holde kæft og lade dem skyde tre skæve, hvis så den fjerde går ind. Men det er ikke noget vi snakker om før en kamp.
(Hele interviewet kan læses her i en desværre temmeligt dårlig kvalitet, genereret ud fra TipsBladets LivePaper-udgave).
Ståle synes således ikke at være blind for mekanismerne, men så længe træneren eksplicit værdsætter hektiske lange bolde fremad mere end han værdsætter forsøg på at rykke rundt på modstanderen med risikable tværafleveringer og lignende, er der vel ingen grund til at tro at spillet vil ændre sig det store. Selv ikke med tilgang af en (formodet) dygtig angrebsback som Pospěch. Det kan dog tænkes at spillerne i bedre form rent faktisk kan producere lige så mange chancer som Ståle mener at de producerer – hvilket Stamværtshusets nådesløse opgørelse ellers har afkræftet at de gør i virkelighedens verden.
En dyr luksus
Det er nu ikke købet af Pospěch, men derimod købet af Ulrik Laursen som synes at have vakt den
største røre i andedammen, og det selvom det næsten kom som et tyveri i løbet af natten. Laursen
blev landet ganske få timer før vinduet lukkede, og han nåede ikke engang at komme med på det
pressemøde som blev holdt tidligere samme dag.
Rent fodboldmæssigt virker købet helt snusfornuftigt. Endda en smule luksuriøst eftersom man i forvejen har tre kvalificerede midterbacks. Men man får en spiller som har mange af de samme kvaliteter som man har mistet med Hangelands afgang: fortsat stor styrke i luftrummet og et fysisk meget stærkt midterforsvar – som dog ikke kan prale af ligefrem at have hurtige fødder når det gælder Laursen. Som til gengæld har stor udstråling af ro og sikkerhed og også kan støtte medspillerne.
Det mest opsigtsvækkende er dog nok at man har valgt at købe ham meget dyrt. Det er med stor sikkerhed Laursens sidste store kontrakt, og i det lys forekommer det stærkt luksuriøst at smide omkring 10-15 mio. kroner for en spiller som ikke har potentiale til at blive solgt videre. Grænsende til det ødsle. Rosenborgs sportsdirektør Erik Hoftun, som også ville have haft Laursen, har da også svært ved at forstå det rationelle i at købe så gammel en spiller så dyrt.
Nu er der så den forskel på Rosenborg og FC Kbh at Rosenborg tjener næsten alle deres penge på fodbolden, mens FC Kbh som bekendt har en stor koncern i ryggen som tillader at fodboldforretningen i sig selv ikke behøver at gå i plus omkring hvert årsregnskab. Så man kan diskutere hvad der er udtryk for den mest langsigtede tankegang, men købet er i hvert fald et solidt udtryk for hvad Carsten V. Jensen selv har kaldt FC Københavns "konservative indkøbspolitik": Når en spiller over længere tid har vist evnen til at begå sig i toppen af den danske liga (men måske ikke evnen til så meget mere), lægger København gerne en ordentlig sum penge.
Som tidligere nævnt her i klummen har denne konservative politik ført til at der generelt skiftes meget lidt ud, og at meget få indkøb falder igennem – men også at meget få ender med at overgå forventningerne og viser sig som scoops. Om man mener at man får nok får pengene på den måde, er nok et spørgsmål om man har, ja, en konservativ tilgang til hvordan en fodboldforretning skal køres. På trods af koncernens kolossale soliditet er pengekassen jo heller ikke bundløs, og ét dyrt køb giver færre penge til det næste.
Kulturen og konservatismen
Et andet udtryk for den konservative tilgang er det som Mandagstræneren oprindeligt har døbt
Ashvetia-doktrinen. Efterhånden er det dog blevet klart at vi havde afluret den lidt forkert. Vi
formodede at den gik på at man efter de dårlige erfaringer med Ashvetia kun købte spillere som
var skandinaver eller havde spillet i Skandinavien, men den har vist sig at være tænkt lidt
anderledes, og med købene af først Libor Sionko og siden Zdeněk Pospěch har den
kulturkonservative doktrin fået et interessant nyt udtryk.
Første gang Mandagstræneren konfronterede ledelsen med vores idé om doktrinen, var i et interview med daværende sportsdirektør Niels-Christian Holmstrøm for to år siden, og der sagde han bl.a. følgende:
Guderne skal vide at der er mange dygtige spillere både på Balkan og i det tidligere Sovjetunionen — selvom mafiaen køber mange af dem op — og der er fantastiske spillere hele vejen fra Polen og nedefter.
...
Og vi har jo også været rundt om både polske, bulgarske og kroatiske spillere som var fantastisk dygtige fodboldspillere. Men de er generelt meget, meget vanskelige at integrere. Sprogligt er det meget vanskeligt, og ligeledes mentalitetsmæssigt.
...
Også deres mentalitet er altså, med al respekt, en lille smule anderledes, og de er meget svære at få til at blive en del af truppen rent socialt.
...
Det er... meget, meget, meget vanskeligt. Og jeg er jo lidt bekymret på EU's vegne, kan man sige, for der er sgu nogle mentalitetsforskelle!
Indkøbene af Sionko og Pospěch fik i første omgang Mandagstræneren til at tro at denne kulturelle skepsis var blevet overvundet, men i et interview i Radio Løvetimen den 24. januar gjorde Carsten V. Jensen rede for hvordan indkøbene faktisk ikke var et brud med den hidtidige tankegang, men blot en gradvis videreudvikling af den selvsamme:
Vi er forholdsvist konservativt tænkende i transferprocessen, og vi forsøger at gøre det så grundigt som muligt. Og Pospa er et produkt af den tankegang.
...
I Sverige, Norge og i Skandinavien i øvrigt har vi pænt god kontrol over emnerne. Men i takt med at holdet og resultaterne har udviklet sig, bliver der færre spillere som er dygtige nok til at hjælpe os. Så må vi jo kigge længere ud, og de næste lande i den arbejdsmetode er så de lande som ligner os mest og ligger tættest på. Og mentaliteten hos det tjekkiske folk ligger forholdsvist tæt op ad den vesteuropæiske. Med hele deres fortid ligger de tæt op ad den tankegang som man også har haft i Vesteuropa før Murens fald. Så for os er det et naturligt skridt at tage at kigge i den liga.
(Interviewet kan høres i sin fulde længde her – jeg har tilladt mig at sakse det og gemme det for eftertiden eftersom det nok snart forsvinder fra fck.dk).
Med andre ord søger FC Kbh stadig efter spillere i koncentriske cirkler udgående fra København – som Carsten V. Jensen også tidligere har forklaret til Politiken, og som Mandagstræneren har bemærket:
Vi følger vores normale rækkefølge. Først ser vi i København, så på Sjælland. Så i Danmark, Skandinavien og derefter resten af verden.
Nu er vi altså nået ud i en cirkel som omfatter dét østeuropæiske land som i Østre Allés optik ligner os selv mest – og som vel at mærke ikke samtidig har en national liga som er langt mere attraktiv end den danske, hvilket udelukker eksempelvis det engelske, tyske og hollandske marked. Hvis man troede at indkøb af et par tjekkiske spillere betød at vi pludselig også kunne finde på at finde spillere i Bulgarien, Colombia og Senegal, kan man altså godt tro om igen. Det betyder snarere at vi måske om nogle år også køber slovakiske spillere, og ad åre måske også en polak og en ungarer.
Så vi skal heller ikke forvente at vi i fremtiden pludselig finder meget billige spillere med stort potentiale på eksotiske markeder: Der kommer ikke en ny Zuma. Men til gengæld vil der stille, roligt, forsigtigt – og dyrt – blive bygget op med spillere har vist sig som solide og driftsikre. FC Kbh har valgt den globaliseringsskeptiske tilgang, har valgt at betale prisen for at begrænse sig til spillere fra en meget lille del af det globale marked, men nu er dén del trods alt blevet ét land større.
