Jyden han er stærk og sej
Af Bo N K
Søndag blev det til et fortjent nederlag til FC Midtjylland på hjemmebane, og efter problemer med tre jyske modstandere i træk kan man efterhånden konkludere med sikkerhed at foråret ikke bød på den københavnske opblomstring som man kunne have håbet på — og i nogen grad forventet. Midtjyderne havde læst den stereotype københavnske offensiv ganske godt og havde sat målrettet ind imod den. Wingerne blev lukket ned med dobbelt opdækning, to små spirrevipper på den centrale midtbane løb rundt og sørgede for at der ikke blev rum til at spille foran firebackkæden, og to store midterbacks sørgede for at lange bolde op i hovedet på angriberne ikke skabte for meget ballade. Kombineret med at midtjyderne råder over mange hurtige offensivspillere og, modsat københavnerne, gør sig i at køre bolden hurtigt langs jorden på midtbanen, var det hvad der skulle til for både at lukke ned i egen ende og åbne op i den anden.
En enkelt ny taktisk variant så vi dog fra København — og det med udgangspunkt i to af de nye. Venstrebenede Ulrik Laursen forsøgte ret konsekvent at variere de lange bolde frem ad banen med lange tværpasninger til Zdenĕk Pospĕch som var rykket frem ad sin højrekant. Således kom der nogen dynamik i spillet på tværs af banen, og midtjyderne fik også lov til at løbe en smule sidelæns. Eftersom Mandagstræneren snart i årevis har efterlyst mere dynamik på den led, ville det være unfair ikke at anerkende den når den dukker op — ligesom den faktisk også gjorde i nogle faser af kampen i Viborg hvor vi sågar så sideskift fra back til back på Viborgs banehalvdel.
Hvor velkommen denne nye dynamik end er, kan man dog roligt fastslå at den ikke i sig selv er tilstrækkelig til for alvor at skabe ny fart over feltet og ny offensiv inspiration på holdet. Dén kommer først for alvor når den formstærke Sionko tager sine utroligt flittige dybe løb — både mod baglinjen og skråt ind i feltet. Men heller ikke han kan trække hele holdet med sig over 90 minutter.
Bundløst
I vinterpausen blev der købt 3 — meget — dyre spillere som skulle hjælpe holdet til at få nye
kræfter og ganske enkelt spille bedre, men det er ikke lykkedes. Og på sidste dag i marts
kom seneste årsregnskab
— som denne gang er et 1½-årsregnskab pga. en omlægning til at følge kalenderåret. Her kunne man se
at der endnu en gang var massivt underskud på transferkontoen: Denne gang var det på 39,4 mio. kr.
Og det er vel at mærke i en periode med store salg af bl.a. Linderoth og Álvaro og uden de seneste tre dyre
indkøb. De seneste fem (og et halvt) år har der været tocifrede millionunderskud på kontoen; når
man regner dem sammen, er der netto blevet pøset 140,1 mio. kr. i holdet på dén konto — der
selvfølgelig ikke inkluderer spillernes løn (som er anderledes godt gemt væk i regnskabet).
Alt efter temperament kan man så selv vurdere om man synes at der er blevet bygget en imponerende trup op for de mange penge, og man kan også diskutere om resultaterne er tilfredsstillende set i forhold til de, efter nordisk standard, exceptionelt gunstige økonomiske betingelser. Men det er i hvert fald ikke lykkedes at skabe et hold som spiller specielt sammenhængende — når bolden er på egne fødder, kunne man tilføje.
Der har været varsler om hvor galt det kan gå, ikke mindst Aberdeen-kampen i slutningen af efteråret. Men de første rigtigt solide krisetegn kom for forårets vedkommende ude mod Esbjerg og ikke mindst ude mod Viborg. I Viborg lykkedes det mod alle odds at ride stormen af og sejle en udesejr i havn, men kampen viste for første gang en noget foruroligende tendens: Der kom først gang i spillet efter pausen, og i første halvleg virkede holdet stærkt uengageret. Til gengæld kunne man ikke klage over angribernes effektivitet, som Ståle jo ellers gerne gør: Ud af sølle to afslutninger på mål i første halvleg gav den ene scoring — og efter pausen gav 4-5 afslutninger inden for rammen to yderligere mål. Dét er næsten skræmmende effektivt, men til gengæld burde en træner måske nok lade sig skræmme mere af at holdet stadig producerer så utroligt få målchancer. Hvilket Stamværtshuset jo så nådesløst dokumenterede i efteråret.
Nye forklaringer
At holdet virker så uengageret, er en ny ting. Normalt dækker en uengageret indsats sjældent over
at spillerne er dovne og mangler engagement, men snarere at de ganske enkelt er usikre. Her er det oplagt
at pege på at der er kommet tre mand ekstra ind i truppen, og at den enkelte spiller således er blevet
mindre sikker på sin plads og placering, og det er da også hvad Ståle selv har valgt at gøre,
fx på fck.dk:
Jeg har måske som træner undervurderet betydningen af at vi har et halvt nyt hold. Vi har tre nye i firebackkæden, vi har Junior i angrebet, og Kvist spiller nu på midtbanen. Der har været perioder hvor spillet har kørt, men i andre perioder har det ikke fungeret. Jeg har nok undervurderet betydningen af den indbyrdes forståelse, men det må vi jo arbejde med på træningsbanen.
Hertil kunne man så indvende at styrket konkurrence om pladserne også kunne være en ekstra motiverende faktor for den enkelte. Men det lader ikke til at være tilfældet i FC København lige nu. Og det er da også en ny situation at truppen pludselig er meget bred: I hele Solbakkens tid i København har truppen været temmeligt smal — i hvert fald når man fraregner de unge spillere som ikke engang regnes som gode nok til at besætte ledige pladser på bænken. Det er nu Ståles mandskabsbehandling for alvor skal stå sin prøve, og lige nu lader det faktisk ikke til at gå ret godt. Måske er truppen bare blevet så trætte af at høre hysteriske møgfald med fistelstemme at der skal findes på noget nyt? Eller måske betjener han sig af lidt mere intelligente metoder til motivering som dog bare heller ikke er tilstrækkelige.
Ståle er nu rendt ind i en modgangsperiode, og som Mandagstræneren pointerede for snart et år siden, var det en lidt mærkelig disposition at forlænge hans kontrakt med hele fire år inden man havde set ham tackle modgang. I betragtning af at han over vinteren fik 3 måneders pause og omkring 40 mio. kroner til at få holdet til at fungere bedre, ligger det egentlig lige for at konkludere at han har været overmatchet og ikke synes at have evnerne til at løfte opgaven, trods de exceptionelt gode betingelser.
Gamle løsninger?
Man kan måske med fordel kigge på hvordan Østre Allé sidst håndterede en lignende situation. I efteråret
2004 begyndte præstationerne pludselig at blive langt mere slatne end før, og vi kom bl.a. ud for den
legendariske Gorica-fadæse. Reaktionen fra hjørnekontorerne var ikke at kigge på hverken træneren,
træningen eller den øvrige sportslige ledelse: I stedet analyserede sportsdirektøren sig frem til at
der var tale om en såkaldt
"værdikrise":
Vi må også konstatere at vi havde ikke helt den sammenhæng, den indstilling, den attitude, der skal være til stede. Et FC København-hold skal gå på banen med vinderindstilling, for der kommer 20.000 mennesker og ser dem spille. Hvis de ikke lige kan blive underholdt på dagen, så kan de i hvert fald blive vidne til nogen der sælger sig for holdet. Det må man som minimum forvente.
Og så skiftede man ellers massivt ud for at befordre denne minimalisme; anskaffede sig nogle garvede ledertyper til holdet og hældte en masse af specielt de yngre spillere ud. Samtidig blev spillestilen lagt om til en meget mere fysisk præget stil med stor vægt på nærkampe og styrke på dødbolde. Det gav resultat dengang: Man vandt det danske mesterskab tilbage, og man var lige ved at slå HSV ud af UEFA-Cuppen. Og stammen på dét hold kvalificerede sig siden til Champions League og fik en helt hæderlig sidsteplads i puljen. Spørgsmålet er så bare om man kan lave det samme nummer igen?
Hvis mesterskabet er mistet til sommer, vil der givetvis komme en større udskiftning i spillertruppen, men spørgsmålet er om det kan lade sig gøre at lægge endnu mere vægt på ydmyghed, hårdt arbejde og 'direkte spil' — et kodeord der normalt anvendes for det fænomen at bolden skal tæskes fremad så hurtigt som muligt så der kan komme nogle nærkampe og enten løse chancer eller (endnu bedre): dødbolde. Som spillet ser ud lige nu, er det svært at tro at det er muligt at gøre det hele endnu mere primitivt, men selvfølgelig kan det da lade sig gøre. Og der er da stadig to-tre spillere på holdet i hver kamp der som typer ikke er helt optimerede i forhold til dén måde at tænke fodbold på.
Alternativt kunne man forsøge at tænke mere 'offensivt' — og forsøge at gøre det hele lidt mere raffineret i stedet for endnu en gang at vende tilbage til basis. Men tænkemåden i hjørnekontorerne synes ganske enkelt ikke at være sådan.
