Med kurs mod Toto'en
Af Bo N K
Efter exiten mod Esbjerg i pokalen ligger det lige til højrebenet at forudsige en større nedtur for København; mentalt er det naturligvis lidt af en maveplasker at blive slået ud på den måde, og i den grad det er psykologien som afgør et holds form, må det siges at være mere krisebefordrende end ret meget andet.
Umiddelbart ligger det dog nok mere til Mandagstræneren at tage chancen med venstrebenet og hævde at en anden form for form er vigtigere: den fysiske. Og mod Esbjerg viste København faktisk at den fysiske form synes for stærkt opadgående – og at dén i sig selv tillod københavnerne at presse esbjergenserne helt ned i eget felt i sidste del af anden halvleg og i hele den forlængede spilletid. At de spillemæssige mangler – plus en smule uheld – så stadig endte med at koste den samlede sejr, er en anden historie.
Hver sin tur
Ståle er blevet kritiseret voldsomt for sin 'rotation' af spillere i
truppen, men det er måske værd at tage et blik på truppernes status rundt
omkring i superligaens land: Stort set alle vegne man kigger, er holdene
ved at drukne i skader. Mest bemærkelsesværdigt ser det ud til at de to
formodede guldkonkurrenter, AaB og FC Midtjylland, må undvære deres
førstemålmænd i resten af sæsonen, og det kan måske være dét som redder
mesterskabet hjem – medmindre de kan udnytte den dispensationsmulighed for
transfervinduet som nogle gange bruges for målmænds vedkommende og er
dygtige nok til at hive øjeblikkelige, væsentlige forstærkninger ind.
I København er der derimod næsten ingen skader – efter at man i løbet af en længere periode med to kampe om ugen har skiftet grundigt ud fra kamp til kamp. Det er dog tydeligvis (heller) ikke noget der har passet truppens spillere, og det så man et eksempel på dagen efter kampen mod OB da Morten Nordstrand og Junior, der begge så kampen fra tribunen, udtalte sig til BT:
- Det var overraskende for mig, at jeg ikke skulle spille, og det ville da helt klart have været bedst for mig, hvis jeg havde fået nogle minutter i benene, men jeg respekterer Ståles beslutning og håber så bare at spille næste gang, sagde José Junior til bt.dk efter kampen.
...
- Jeg føler mig 100 % i øjeblikket og ved ikke, hvorfor jeg skulle sidde ude, eller hvad det er, der mangler. Jeg må bare fortsætte med at gøre mit bedste til træning, sagde Morten Nordstrand og afslørede, at han først til taktikmødet fik meddelelsen om, at hans godt kunne lade shorts og støvler blive i tasken.
Personligt husker jeg ikke hvornår vi sidst har set FC Kbh-spillere kritisere trænerens dispositioner i pressen, men det må i hvert fald være længe siden. Og selvom det er en forsigtig og afdæmpet kritik, kunne det af samme grund tolkes som noget af et krisetegn hvad angår stemningen og sammenholdet i truppen.
Men det er så netop én af de logiske konsekvenser af at truppen i foråret er blevet bredere: Så er det pludselig ikke så nemt at holde alle tilfredse. Den gode side ved det er dog som sagt at det er lettere at holde spillerne fysisk friske, og eftersom der i én uendelighed blev klynket over trætte spillere i efteråret, er dét nok at foretrække – siden det nu åbenbart overstiger trænerteamets evner at sørge for begge dele på én gang.
En anden historie er så om det var de rigtige spillere som blev tilført i vinterpausen. Indtil videre har det været sådan lidt la-la, og det er vel egentlig den som undertegnede havde lavest forventninger til – Junior – som har klaret sig bedst, mens den på papiret mest spændende – Pospěch – har været mindst overbevisende. Senest eksemplificeret ved Jesper Bechs mål til 1-1 i pokalexiten hvor Pospa ikke ligefrem imponerede med sin evne til at skærme af for Bechs afslutning langt inde i feltet.
Huller i tænderne
'Farlige' Frank Kristensen fra Midtjylland var ude med en høflig og
indirekte kritik af spillerne i København da han til bold.dk vurderede hvordan
henholdsvis Brøndby og FC Kbh lå til Midtjylland som modstandere –
konklusionen var at FC Kbh var lidt nemmere at spille imod:
FCK har kun få hurtige spillere, mens Brøndby har lidt flere hurtige spillere.
...
Efter FCK-kampen syntes jeg, at deres midtbane virkede lidt dårlig i forhold til hvad den tidligere har været. Deres returløb var ikke så gode, som da Linderoth spillede for holdet.
Problemerne med at finde en midtbanekonstellation som kan fylde hullet efter Linderoth er velkendte og velbeskrevne. Men har Farlige Frank også ret i at København mangler hurtige spillere?
En smule er der vel om det. Ikke fordi spillere som Grønkjær, Silberbauer, Kvist, Pospěch og til dels Sionko er langsomme – snarere hører de vel til blandt ligaens hurtigste på deres pladser. Men hurtigheden synes ikke rigtigt at blive udnyttet, og måske er den 'placeret' hos de forkerte spillere når man ser på hvordan der spilles.
I kampen mod Esbjerg kunne man måske se et meget godt eksempel på det. Esbjerg måtte grundet skader hos Andreas Klarström og Nicolai Høgh stille med den ekstremt placeringssvage Fernando Derveld som venstre back, og det inspirerede tydeligvis Ståle til den spændende taktiske idé at bagkæden kunne slå lange bolde ned mod hans hjørne. Eftersom Derveld næsten altid placerer sig for langt fremme, kunne der let blive et frit område bag ham som kunne udnyttes til at angriberne kunne løbe ned i 'kanalen' mellem ham og venstre midterback Onstad.
Det viste sig da også straks at man med dette primitive middel kunne lægge et godt tryk på Esbjerg fra start, og spillet blev indtil flere gange etableret langt fremme ved hjælp af de lange fremspilninger. Men egentlige gennembrud gav de ikke, og så snart Dervelds placering blev justeret, havde angriberne ganske enkelt ikke hurtigheden til at blive farlige på lange bolde over Esbjergs fire bagerste.
Den manglende trussel i dybden fra angriberne har været et problem hele sæsonen, og ikke mindst har det gjort de høje bolde som snittes videre til et temmeligt sløvt våben. Groft sagt har man været meget afhængige af at formstærke Sionko utrætteligt har taget dybe løb på tværs fra sin kant, men også dét kan blive lovligt ensidigt – og i det lys er det måske forståeligt nok at Grønkjær gang på gang er blevet rykket frem i front i (formodet) vanskelige kampe. Eftersom man ikke råder over en eneste rigtigt hurtig angriber, er det reelt den eneste måde at true modstandernes bagkæde til at trække sig baglæns og rykke deres kæder fra hinanden.
Farligst langs jorden?
Det var da også først da Esbjerg-spillerne for alvor begyndte at blive
trætte at København begyndte at lægge et alvorligt tryk. Men et af de store
problemer for tiden er tydeligvis at holdet med savnet af Hangeland og
Gravgaard ikke er ret farlige på dødbolde længere. Den direkte spillestil
lægger i høj grad op til at fremprovokere nærkampe og dødbolde, men når man
ikke er specielt overlegen på dødbolde længere, er det næppe så
perspektivrigt, og mon ikke det spiller en temmeligt væsentlig rolle i
'scoringskrisen' – som samtidig er en decideret afslutningskrise. Dødbolde
giver ganske enkelt langt færre afslutninger nu.
Stadig nåede statistikken for afslutninger dog op på 7-20 i københavnsk favør. Men når man tæller afslutninger inden for målrammen, var tallene de mere beskedne 2-4. Efter 9 hjørnespark, 6 indkast i feltet plus velsagtens 3-5 frispark som blev sparket ind i feltet, er det ualmindeligt beskedent at få så få afslutninger inden for rammen ud af det.
Alligevel blev målet til 1-1 sat ind efter et hjørnespark; men på lidt pudsig vis eftersom Zanka nærmest løb bolden ind i mål ved bagerste stolpe. Nok ikke en model der er specielt langtidsholdbar.
Noget særligt
Forhåbentlig bliver disse problemer og begrænsninger dog taget alvorligt
og forsøgt udbedret. Det ville i hvert fald være en skam hvis den
sportslige ledelse havde samme lettere virkelighedsfjerne opfattelse af dem
som prægede Ståles vurdering
af egen indsats i BT:
- Ingen træner i Danmark har præsteret det, som jeg har. Før min tid i FCK var Champions League og UEFA Cup noget danskerne så i fjernsynet.
Dette absurd kontrafaktiske udsagn kan forhåbentlig tilskrives et øjebliks distraktion hos en presset mand – hvis det da ikke ligefrem er et fejlcitat. Men det kan næppe helt afvises at han rent faktisk selv tror på hvad han siger.
I så fald passer det desværre kun alt for godt ind i et mønster som synes at tegne sig; at man i FC København tilsyneladende går og bekræfter hinanden i at alting omkring klubben er exceptionelt og uden fortilfælde og derfor ikke kan sammenlignes med noget som helst. Den logiske konsekvens af denne exceptionalisme er naturligvis at der heller ikke er nogen der kan lære én noget som helst, for hvad kender andre til FC Københavns helt, helt særlige situation?
Paradoksalt nok har man i FC København længe gjort nar ad hvordan man eksempelvis i Brøndby har dyrket en exceptionalisme omkring den helt fantastiske klubånd som skulle besjæle Brøndby IF. Den er nem at identificere og udstille, men når den viser sig i FC København – sandsynligvis affødt af en ekstraordinær økonomisk succes – synes den pludselig sværere at genkende. For hvordan skulle man kunne være arrogant når man bare er exceptionelt Flittig & Ærlig?
