Vokset presser
Af Bo N K
Efter det seneste nederlag ude mod Randers kan man så småt muntre sig med at begynde at tale om et jydebanekompleks for FC Købehavn, men dén vinkel har nu ikke materialiseret sig i presse- og fankredse endnu. Heller ikke efter at det i går på hjemmebane blev til en skuffende gang uafgjort mod nedrykningskandidaten AGF.
I stedet er der ved at materialisere sig en bred konsensus om at Ståle Solbakken snarere enten er komplet idiot eller bare har mistet grebet og er begyndt at handle irrationelt. Særligt har udskiftningerne i startopstillingen stået for skud, noget der blev vendt i seneste klumme.
Selv på en garvet Mandagstræner virkede det da også lidt voldsomt at en skade til Ulrik Laursen og et comeback til anfører Gravgaard ikke bare førte til én ændring i backkæden i forhold til seneste kamp, men til at alle fire blev skiftet ud: Hvor de fire bageste mod Randers var
Pospěch — Zanka — Laursen — Niclas
hed bagkæden mod AGF nu
Kvist — Gravgaard — Antonsson — Wendt
Således blev det til et komplet bagkæde-comeback for heltene fra Pittodrie, og det kan man jo i sit stille sind enten more eller undre sig over.
Det var nu nok næppe et comeback som Ståle havde taget varsler af, og ret beset gjorde bagkæden et ganske godt defensivt job i det meste af kampen. Og den særligt udskældte — om ikke ligefrem udstødte — Antonsson viste at han i hvert fald på ét punkt har noget værdifuldt at tilbyde: Hans lange pasninger fremad er ualmindeligt præcise, og modsat de fleste andre i bagkæden synes han at prioritere at ramme en mand der står fri — snarere end at serve bolden frem til en duel og nærkamp.
Det gode
Ikke mindst Antonssons gode lange skift var noget af det som fik lagt pres på AGF i
første halvleg. Og da en anden god pasningsspiller, Nordstrand, lagde en forrygende
dyb førstegangsaflevering til venstrekant Hutchinson som han kunne løbe ned og score
på, savnede man ikke specielt Jesper Grønkjær på samme plads.
Og det har ellers været et af de helt store angrebspunkter mod Ståle: at Grønkjær ikke kunne få lov til at spille venstre wing, men skulle bruges i angrebet. Vores gnavne fætre i Spruthuset har set sig onde på den og andre dispositioner i en vældigt læseværdig bandbulle, og særligt en udtalelse fra Ståle til BT har fået tænderne til at gnidsles:
- Når vi har Jesper på holdet, og det vil vi jo gerne, så har han en fri rolle med færre defensive pligter. Han har været skadet i lang tid, og hans fysiske formåen tillader ham ikke både at forsvare og angribe, når han spiller fløj. Han skal bruge sine kræfter på at skabe noget offensivt, som han gjorde godt både mod OB og Esbjerg.
- Men det betyder, at vi kommer lidt ud af det defensive koncept. Der bliver for stort et rum for modstanderne, fordi vi kommer til at mangle en spiller rent defensivt. Så bliver presset på forsvaret større, og forsvarskæden har jo ikke spillet så mange kampe sammen og er ikke så sammenspillet endnu.
Mere spas
Og så kan man naturligvis more sig med at kigge på AGF's mål i går — hvor
nød-højrebacken Lucena netop udnyttede et rigeligt rum mellem venstrewing Atiba og
venstreback Wendt til at slå et perfekt indlæg ind i hovedet på lille Graulund som for
sin del kunne udnytte rummet mellem de to tilbagevendte Pittodrie-midterbacks Gravgaard og
Antonsson til minsandten at score på hovedstød.
Det forekommer dog en smule uretfærdigt eftersom det ikke var et tilbagevendende problem for den stærkt spillende venstreside i Grønkjærs fravær, men blot en nogenlunde isoleret hændelse. Og set herfra er det sådan set en af de mere forståelige dispositioner fra Ståles side: Hvis han fastholder at ville spille 4-4-2, er det svært at være uenig i at balancen på holdet kommer i alvorlig fare ved at spille med to wings i frie roller plus en central midtbanespiller som også skal med frem i boksen — og netop det sidste var noget af det som mange, inkl. Ståle selv, ønskede sig at få indarbejdet i vinterpausen.
Fyld op et andet sted i stedet
Mens Grønkjær-problematikken er til at forstå, er Ståles løsning på selvsamme dog
lige knapt så indlysende. Han vælger primært at bruge ham som flakkende angriber, og
mens det giver en kærkommen trussel i dybden som ingen af vore andre angribere rigtigt
kan tilbyde, er det dog også noget af en kastraktion af vores med afstand på bedste
spiller i mand-mod-mand situationer at sætte ham ind i det overbefolkede midterfelt.
Et columbusæg er det i hvert fald ikke.
Skulle Mandagstræneren forsøge sig med selv at lægge æg, ville løsningen nok snarere gå i retning af at overbefolke midtbanen; at forsøge sig med en eller anden variant af 4-5-1, 4-3-3 eller hvad man nu foretrækker at kalde det. I betragtning af at det både har vist sig så svært at finde de rigtige to mand til at spille centralt, og at holdets klart bedste spiller ikke er til at placere optimalt, ville det måske være oplagt at forsøge sig med et ændret koncept hvor man får lidt flere folk til at klare arbejdsopgaverne på midten — og derfor kan gøre midtbanespillet lidt mindre stresset end det er nu.
Under Solbakken vil det dog næppe nogensinde ske; Det er en meget fast del af hans koncept at der skal være to mand oppe foran til at angribe med det samme bolden bliver erobret og spillet frem. Og det vil endda med stor sikkerhed blive tolket som et defensivt træk eftersom Ståle, set herfra noget misvisende, har fået et ry som en defensivt tænkende træner. Det er han sådan set ikke, og det burde bare være et spørgsmål om at kigge på hvor mange københavnere som deltager i angrebene og kommer med i afslutningsspillet for at overbevise sig om det modsatte. Ligesom der næppe er ret mange hold der stiller med flere offensivspillere ad gangen end to angribere, begge wings og begge backs — plus en central midt eller to.
Når undertegnede lige fra starten har været mopset over at skulle trækkes med Ståle som træner for København, har det da heller ikke skyldtes hans påståede defensive indstilling, men snarere den primitive og nærkampfikserede måde offensiven er tænkt på. Man fristes til at gøre Stamværtshusets ord fra den ovennævnte klumme til sine egne:
Som om det er udsigten til ikke at vinde guld, der er uværdig, og som om der kun har været noget at ærgre sig over siden vi tabte til et meget bedre midtjysk hold i Parken. Nej, det uværdige er, at vi på tredje år ser et hold, der går ud med det primitiveste af spilkoncepter, som Ham-Kam der skal til Old Trafford og slås for ikke at blive revet i småstykker. Der er ikke noget uværdigt i at blive nummer to, hvis man har gjort sit yderste og spillet sit bedst mulige fodbold, men tabt til et bedre hold. Vores hold har ikke gjort noget der lignede sit yderste, og har ikke på noget tidspunkt i denne sæson levet op til sit potentiale, det er det der er uværdigt, og der er én person der først og fremmest er ansvarlig for det: cheftræner Ståle Solbakken.
Raus
Med udsigt til at København ligefrem kunne ende på en fjerdeplads og uden europæisk
kvalifikation, er det måske efterhånden også så småt realistisk at forestille sig at der
kunne ske ændringer på posten. Som idrætspsykolog Jens Hansen er inde på i en af de bedre
psykologiserende 'analyser', et interview
på kunsport.dk, har Ståle måske også lige lovligt lidt erfaring at trække på i den
nuværende situation. Så hvor hans facon til en start har virket som en forfriskende afveksling
fra den tilbagetrukne og kontrollerede Hans Backe, kræver det nu at han finder på noget helt
nyt for igen at virke forfriskende. Og mon ikke en evt. afløser snarest vil blive et 'stort
navn' med et mere omfattende CV; en mand som så næste gang, når spillerne blev trætte af
erfaringens ro, kunne blive afløst af endnu en ung og lovende og 'engageret' model der kunne
sætte ny fut i tingene.
En udskiftning på trænerposten kræver dog under alle omstændigheder en evne til selvkritik som ikke har været voldsomt åbenbar på Østre Allé på det seneste — hvilket også blev vendt i seneste klumme. At presset udefra dog har nået bemærkelsesværdige højder, kunne ses i en, i københavnsk sammenhæng, enestående udmelding om at sponsorerne nu også begynder at flygte — lukket ud mellem sidebenene i en Østergaard- klumme som ellers mest syntes ment som en bøn om medlidenhed og arbejdsro.
Mere ondt gør det, når en mindre gruppe af fans tropper op til træning og verbalt angriber de trænere og spillere, der knokler for at arbejde sig ud af en spille- og ikke mindst scoringsmæssig krise, som ingen benægter. Eller når et par enkelte kommercielle samarbejdspartnere truer med opsigelse af deres forretningsmæssige engagement i F.C. København, fordi vi ikke kan finde den spillemæssige rytme og målfarlighed, der har skaffet os fem af de seneste syv danske mesterskaber.
Her kunne man så også more sig over at landets førende fortaler for at gøre fodbold til en del af underholdningsindustrien på normale kommercielle vilkår vælger at klynke over at kunderne ikke kan lide produktet — normalt siger man jo, i kommercielle sammenhænge, at kunden altid har ret. Men det er så let at påpege selvmodsigelser for tiden, så måske man bare skal give Østergaard den anerkendelse at han forsøger at tage de værste skudsalver for sin hjerteven cheftræneren ved selv skvatte rundt for åbent tæppe. Om det så er det bedste for FC København på længere sigt at en urørlig bestyrelsesformand tager salverne, er måske et anderledes kildent problem end de kanonkugler han for tiden herorisk forsøger at tæmme med brystet.
