Det går alligevel den vej
Af Bo N K
I forrige klumme dristede undertegnede sig til i overskriften at skrive at Toto-cuppen truede. Det blev skrevet i den fejlagtige tro at Danmark kun rådede over 2 UEFA Cup kvalifikationspladser, og at en bronzemedalje derfor ville sende os i Toto'en. Sådan forholder det sig dog ikke; der er 3 pladser til rådighed, og både pokalvinderen og sølv- og bronzevinderne får en kvalifikationsplads til at ledsage metallet. Men noget overrumplende er det siden gået så galt for København at den Toto-degraderende 4. plads nu ligner en realistisk slutplacering.
I samme klumme blev der lagt væk på at den fysiske form trods alt så lovende ud, og at København sandsynligvis ville kunne køre en europæisk kvalifikation hjem på at mase modstanderne. Det har dog vist sig ikke at være et tilstrækkeligt godt våben.
For ganske vist er det i de fleste kampe lykkedes at trykke modstanderne helt i bund i slutfasen af kampene, og i hver eneste kamp i foråret har København da også 'vundet' skudstatistikken, men på pointkontoen ser det noget sløjere ud. Morsomt nok skal man så nu høre Solbakken og Østergaard tale om hvor godt vi spiller trods nederlagene:
Jeg forstår udmærket de kritikere, der ikke længere orker at forholde sig til fodboldfaglige kendsgerninger som eksempelvis, at F.C. København i stort set alle forårets kampe har haft bolden i 60-65 procent af spilletiden.
Ligeledes har jeg forståelse for, at mange fans finder det frustrerende at læse, at Byens Hold som hovedregel producerer 3-4 gange flere målchancer end modstanderne.
Dengang vi spillede grimt og vandt, var det ellers kun point der talte, men sådan kan synsvinkler jo skifte efter behov. Og at det med de 3-4 gange så mange målchancer er ren fiktion, er så en anden sag: Vi har i langt de fleste kampe vundet skudstatistikken knebent, således også i gårsdagens kamp mod Horsens hvor skudtotalen blev 11-15; eller 6-7 hvis man nøjes med at tælle skud inden for rammen.
Tjuhej hvor det går
Men hvor det fysiske overtag og overtaget i boldbesiddelse til gengæld er mere
reelle kendsgerninger, er det svært at komme uden om at modstanderne generelt kommer
meget lettere til deres afslutninger og ikke må slide så meget for dem. Den
observation synes det også at ledelsen deler, men de udleder dog noget lidt
overraskende af den, her udtalt af
Østergaard til business.dk:
Det er da overraskende, at mesterskabet allerede er så godt som væk. Og jeg lover dig, at hele staben omkring holdet og spillerne er klar over, at det ikke er godt nok. Men for mig er det vigtigste at jeg ikke kan sætte en finger på noget i den sportslige sektor ud over resultaterne – både træningen, det taktiske og så videre er jo i orden.
For det er da ærligt talt lidt svært at forstå at der ikke skulle være noget galt med træning, taktik og så videre når man både har langt bedre spillere, overtag i kampene og så videre uden at få point. Et kig på målene fra i går kunne måske antyde hvad der er på spil:
Ved målet til 1-1 spillede Horsens både hurtigt, opfindsomt og ikke mindst smart. Det sidste har været en alvorlig mangelvare i København, for hvornår har man senest set København kombinere sig kvikt forbi et overtalligt forsvar med få mand og få berøringer? Horsens kunne lægge en flad bold frem til én angriber som med én (rigtigt god) berøring kunne frispille en anden; trods massivt undertal i situationen kom de frem til en helt åben chance.
Det var ganske enkelt et flot mål, men ved målet til 2-1 var det til gengæld alle de fem bageste københavnere der bare virkeligt tog sig ringe ud. Det var opdækning på serieniveau hvor alle stod og undlod at presse boldholderen i ren forvirring om hvordan en firebackkæde dog skal forsvare sig, og som en flot krymmel på kagen præsterede Jesper C. endda at fumle en relativt let bold forbi sig selv og hen til Lawan som kunne trille bolden ind uden at anstrenge sig det store. Igen i en situation hvor alle de fire backs sådan set var på plads, og Horsens ikke var i nærheden af at have tiltvunget sig et lokalt overtal.
Opløsningstendenserne var totale kort tid efter hvor det nærmest føltes surrealistisk at se Horsens-spillerne spille med hæl og tå og decideret holde københavnerne for nar i optakten til målet til 3-1 – hvorefter Allbäck dog reddede FC Kbh fra at blive regulært til grin ved at score det mål som gjorde afslutningen af kampen en smule spændende og intens.
En dårlig vekselkurs
Allbäcks mål til 2-3 blev dog, ligesom Nordstrands til 0-1, scoret i en situation
hvor København havde rigtigt mange folk med fremme. Det faktum kan dels bruges
til at afkræfte myten om at Ståle grundlæggende har en defensiv indstilling, men dét
emne er blevet vendt i tidligere klummer. Til gengæld kan det også bruges til at styrke
opfattelsen af hvor svært vi har ved at komme til chancer og hvor mange kræfter der
skal bruges på det.
Man fristes til at sammenligne Horsens-kampen med en anden 'nøglekamp' til forståelse af Københavns besværligheder i denne sæson: UEFA Cup-kampen mod Panathinaikos som også blev taget under kærlig behandling her på stedet. Mod en noget stærkere modstander skete der nemlig næsten det samme som der skete mod Horsens: København tiltvang sig med sin primitive bondefodbold et overtag ved at smide mange mand frem, men modstanderen vandt alligevel kampen ved ganske enkelt at spille mere intelligent og hurtigere angrebsspil med færre spillere og langt mindre forbrug af kræfter.
Men det fysiske overtag og de lange bolde frem mod 5 mand(!) i forreste række mod slutningen af Horsens-kampen er altså den taktik som ikke grundlæggende fejler noget i bestyrelsesformandens øjne. Ligesom den tydeligvis heller ikke fejler noget i Ståles egne, lod han Politiken vide:
Når tingene går dig imod, mister du lige de sidste afgørende procenter. Jeg har ikke noget konkret, vi skal arbejde på i den kommende tid.
Så skulle det være slået fast at der ikke er de store ændringer at vente fra den front. Om der kunne blive ændret på hans egen position på bænken, er til gengæld et godt spørgsmål. I det ovennævnte interview med business.dk kan man i hvert fald spore en anden løsning i Østergaards tanker:
Jeg mener, at kampen i går illustrerede vores problemer i år. Manglende skarphed i modstandernes felt har gjort, at vi har scoret for få mål og så laver vi for mange personlige fejl, som også er dyre. Men jeg syntes ikke, at det er ting, der har været kendetegnende for vores hold de sidste 7 år, så derfor er jeg ikke så bekymret. Jeg husker også en periode det år, hvor vi vandt sølv, der kom vi også ud af en krise. Og det kommer vi selvfølgelig også her.
Mandagstræneren har tidligere været inde på hvordan den nuværende situation har klare paralleller til netop sølv-sæsonen (04/05 – som af mange nok snarere huskes for to svidende femmålsnederlag i afgørende kampe end for sølvmedaljerne), og hvordan ledelsen meget vel kunne tænkes at gribe tilbage til en løsning der ligner den som blev fundet på den 'værdikrise' som dengang bekvemt blev diagnosticeret. Men det er vist første gang ledelsen selv har draget parallellen i offentligheden.
Så det er oplagt at tro at der heller ikke denne gang bliver skiftet ud i ledelsen, men at man – igen – konkluderer at for mange af spillerne i truppen er blevet for mætte, og at man må skifte dem ud med sultne, Flittige & Ærlige nye spillere og en tilbagevenden til simplere og enklere dyder. Men hvordan det skulle kunne lade sig gøre at gøre det hele endnu mere enkelt og primitivt end nu, er et spørgsmål som stadig hænger ubesvaret i luften over Østerbro.
