Danmarks næstbedste
Af Bo N K
Nu gælder det så sølvet. AaB sikrede sig guldmedaljerne hjemme mod Brøndby torsdag aften, og en let sejr over et ualmindeligt ringe Viborg-hold gjorde ikke fra eller til i guldkampen – omend den skæppede fint i sølvkassen. Og ikke mindst distancerede sejren OB med hele 6 point, så deltagelsen i UEFA Cup kvalifikationen synes sikret for FC Kbh.
Dermed er målsætningen for sæsonen nået, og den sportslige ledelse kan læne sig tilbage og pege fingre ad kritikerne – eller med Flemming Østergaards ord de "selvudnævnte anklagere": Nåede vi måske ikke målsætningen? Og slog vi ikke mestrene 4-0? Det gjorde de, og nu kan alle være helt sikre på at der i hvert fald ikke bliver taget ledelsesmæssige konsekvenser af den rærlige gang fodbold som langt, langt størstedelen af sæsonen har budt på.
Men det skal blive spændende at se om der kommer den udrensning i spillertruppen blandt 'mætte' spillere, til fordel for nye, Flittige & Ærlige typer med 'værdierne' i orden, som er blevet forudsagt her på stedet. Næste transfervindue nærmer sig allerede, og naturligvis skal man lægge øjne og ører til det sædvanlige latterlige klynkeri. Denne gang er jammeren allerede startet i midten af maj – BT kan referere ritzau:
- Med Allbäck og måske Silberbauer væk mister vi to ledertyper på holdet, som har været her længe på både godt og ondt. Men hvor finder man lige ledertyperne? Det er ikke nemt, fortæller nordmanden.
Nu er det ikke nyt at FC Kbh, landets med afstand rigeste og mest attraktive klub, åbenbart har det sværere end alle andre i landet (og sandsynligvis hele verden) når der skal handles spillere. Men denne gang kommer jammeren alligevel med en særligt grinagtig twist: Det er ikke mere end en måned siden at Flemming Østergaard – efter at have set Randers-kampen sammen med den karantæneramte Ståle på tribunen – lod vide at alle kunne se at der manglede en leder på midtbanen. Michael Silberbauer spillede dog hele kampen, men var åbenbart ikke en ledertype dengang. Det bliver han dog tryllet om til i takt med at han forlader klubben og gør det dermed så svært, så svært at erstatte ham.
Men det bliver næppe det sidste vi kommer til at høre til hvor utroligt svært København har det i forhold til alle andre. Som regel topper jammeren når vinduet er tæt på at lukke, og ledelsen skal belære os andre om hvor fantastiske deres handeler er i forhold til de exceptionelt vanskelige vilkår som netop dette vindue har budt på. EM-slutrunden er nok et godt bud på endnu et vilkår som kommer til at genere FC Kbh mere end alle andre, men engagerede læsere kan jo evt. skrive ind med deres egne bud, og det bedste vil blive præmieret med en ispind.
Hvem der måtte blive ofre for en evt. udrensning blandt spillere i værdikrise, kan også hurtigt blive interessant. Specielt fordi det længe mest oplagte offer, Aílton, minsandten har fået sig et mini-gennembrud i de seneste to kampe. Set herfra har han dog så meget at bevise at det næppe kan nås på resten af denne sæson, og det er da i hvert fald ikke bevist med to meget lette mål i fri position mod Viborg. Men skulle han alligevel vise en eller anden form for stabilitet i de sidste to kampe, kan det hurtigt give ledelsen hovedbrud med hensyn til om han lige pludselig er en spiller man skal regne med.
Og så siger vi tillykke!
En større 'udrensning' bliver der under alle omstændigheder hos mestrene fra Aalborg. Det er et
faktum som godt kan genere lidt når man tænker på at de gerne skulle være med til at hente UEFA-point
hjem til næste år, og det kan ikke andet end blive voldsomt vanskeligt med en enorm udskiftning
blandt både spillere og ledere i en kort sommerpause.
Men nu må vi se hvad de kan finde nede i bunden af hatten. Som bekendt mistede de også nøglespiller efter nøglespiller i denne sæson og tog alligevel guldet – men det hører dog med til historien at starten på sæsonen, hvor den europæiske kvalifikation afgøres, var en hel del ringere end hvad der senere fulgte.
Undertegnede hører nu egentlig ikke til dem som på noget tidspunkt er faldet i svime over AaB's spil. Specielt når man sammenligner med det hold som senest vandt guld, i 1998/99, er det indlysende at holdet er langt, langt mindre komplet og råder over langt færre klassespillere. De har da også haft mange indlysende svagheder på holdet og faldt – som bekendt – også markant igennem i Parken bare ugen før guldfesten.
Deres mest hyldede præstation – 1-0 sejren på Brøndby Stadion – duperede da heller ikke en gnaven Mandagstræner helt så meget som den duperede det meste af pressen. Ret beset brugte AaB det meste af anden halvleg på at stå og sparke bolden desperat ud af eget felt, og selvom det giver 3 rigtigt gode point at være gode til dét, er det næppe en kvalitet man kommer rigtigt langt med. Og holdets allerstørste svaghed er nok også at de har været så nemme at presse langt tilbage på banen for langt de fleste af de gode hold (og har fået 6 af 24 mulige point i indbyrdes Top4-opgør!). Til gengæld har AaB, modsat de andre tophold, systematisk besejret alle de mindre gode hold (og fået 48 af 51 mulige point mod 'bundholdene' Esbjerg, Nordsjælland, Brøndby, AGF, Lyngby og Viborg!), og det har de vundet mesterskabet på. Se en gammel Mandagstræners opgørelse her.
Sidste gang lykkens gang
Hvor spillet har været mindre imponerende, er der til gengæld grund til på alle måder at
ære præstationen som AaB har leveret i sæsonen. De har haft så mange odds imod sig at det er
svært at overskue dem alle sammen, og set herfra ramte det lige i plet da assistenttræner Allan
Kuhn på tv stortudende kunne fortælle at "Vi har taget røven på dem allesammen!".
Nu har enhver Mandagstræner med respekt for sig selv naturligvis et hjerte af sten, men den scene var til at blive helt sentimental af. Ikke mindst fordi parallellen er så slående til dét københavnske mesterskab som varmede stenhjertet mest: i 2003/04. Her faldt den ene nøglespiller efter den anden også fra i løbet af sæsonen (dog snarere pga. skader end salg), og uprøvede spillere af egen avl måtte tage ansvar og snyde de andre titelkandidater. Det klarede de med samme glans som AaB-spillerne – og ligesom med AaB's nuværende trup var det egentlig ikke fordi det individuelle talent var voldsomt overvældende, men præstationen kom fra et hold som stod usædvanligt godt sammen da det gjaldt. Hvor Hamrén i de forløbne sæsoner ikke har kunnet få holdet til at fungere med bedre spillere, lykkedes det pludselig i hans sidste sæson med noget der lignede et reservehold.
Som bekendt faldt det unge københavnske hold helt fra hinanden et par måneder efter mesterskabet og fornedrede sig i historisk grad mod Gorica. En lignende skæbne ønsker de færreste vel trods alt for AaB's mestre, men risikoen synes stærkt overvældende. Transfervinduet bliver i hvert fald en kolonorm udfordring for landets klart dygtigste sportsdirektør, Lynge Jacobsen. En sportsdirektør som i denne sæson sjovt nok har fundet væsentligt færre klassespillere til spotpris end han plejer, og som derfor næppe kommer til at afgive spillere til København denne gang. Det er vel højest Andreas Johansson som kunne være i farezonen – og måske endda trafikken for en gangs skyld kunne ende med at gå den anden vej?
