Det er ikke størrelsen
Af Bo N K
Sommerens EM er overstået, og Mandagstræneren vil lige pippe lidt. Om slutrunden kan man vel primært sige at den bød på usædvanligt mange gode kampe, og at den var en triumf for den slags små, teknisk gode spillere som vi ikke rigtigt udvikler i Danmark længere. Undertegnedes egne kæledægger fra Holland faldt som ventet på at de trods deres offensive styrke til sidst blev straffet for at give for mange chancer væk, og favoritterne fra Frankrig spildte deres talent i helt skandaløs grad. Imens spanierne, helt usædvanligt og uventet, levede op til deres.
Små spillere skal vi næppe regne med at se købt til København her i transfervinduet – som er dét der optager de fleste FC Kbh-fans lige nu. Luka Modrić var for fem år siden for lille, og det samme vil en tilsvarende spiller nok være nu. Specielt fordi vi vel roligt kan regne med at der vil blive købt fysisk stærke spillere som erstatning for de tre nærkamp-eksperter der har forladt os efter foråret.
En af dem, Michael Silberbauer, var også inde på dét med størrelse da han valgte at forlade København til fordel for Utrecht, men på en lidt anden måde:
Midtbanespilleren mener nemlig selv, at FC København er en større klub end sin nye hollandske arbejdsgiver. Til gengæld spiller hollænderne hurtigere og bedre.
»Nej, Utrecht er nok ikke større end FC København målt på klubbernes størrelse og økonomi. Men Utrecht har et godt sammenhold, og det jeg har været nede at se, det tegner rigtig positivt. Og så regner jeg den hollandske liga for at være stærkere end den danske,« siger Michael Silberbauer til spn.dk.
Den slags er selvfølgelig ikke så sjovt at læse. Specielt ikke hvis Silberbauer rent faktisk har sagt til JP Sport at en mindre klub som Utrecht spiller hurtigere og bedre end København – det kan jo også være journalistens egen sammenfatning. Men at det forholder sig sådan, er vel ikke helt usandsynligt. Sagt uden at have set Utrecht i årevis.
En trup så stor og bred
Men hvor mange nye spillere kan vi så forvente at se? De fleste regner med
at der skal købes 4-5 nye, og det passer jo umiddelbart også med at der siden
foråret er
forsvundet 3 stamspillere (Gravgaard, Allbäck og Silberbauer), mens 2 andre
(Grønkjær og Würtz) er ude på noget der ligner ubestemt tid. Det bliver dog
næppe tilfældet. Specielt de to bekymrende skader har nok
forledt folk til at se et lovligt stort behov for nyindkøb – men selvom det
bestemt også er vigtige spillere der er ramt, kommer de jo formodentlig tilbage
på et tidspunkt. Det er sådan set ret normalt at der er et par spillere ude med
skader, det usædvanlige er højest at det er så gode spillere.
Og når de kommer tilbage, skal truppen jo helst ikke pludselig være for
stor.
Hvis vi kigger på hvad Carsten V. Jensen tidligere har ladet os vide, og som er refereret her i klummen, kan vi se at hans og Ståles tommelfingerregel er at der skal være 1½ gode spillere til hver position – og resten af truppen kan man så åbenbart fylde op med unge spillere som ikke engang behøver være gode nok til at sidde på bænken. Det giver en trup på 16-17 gode, pålidelige spillere og 5-8 fyldspillere, og lad os så kigge på hvad vi har:
Målmænd
Sikre kort (2):
Christiansen, Coe
Fyld: ingen
Forsvar
Sikre kort (6): Antonsson, Niclas, Zanka, Laursen, Pospěch, Wendt
Fyld (3): Hansen, Albrechtsen, Danni Jensen
Midtbane
Sikre kort (6): Grønkjær, Hutchinson, Kvist, Nørregaard, Sionko, Würtz
Fyld (2): Laudrup, Neestrup
Angreb
Sikre kort (3): Ailton, Junior, Nordstrand
Fyld: ingen
22 mand i alt, heraf 17 sikre og 5 fyldspillere. Hvis man kigger på hvad der var til rådighed sidste sommer – hvor ChL-kvalen lurede – var det sådan set på nogenlunde samme niveau.
Er der så nogen grund til at tro at der bliver brug for flere i dette efterår? Egentlig ikke. Der skal ikke spilles ChL-kvalifikation, og det betyder i Østre Allés øjne at der ikke er brug for lige så mange spillere som hvis der skulle. Uagtet at UEFA Cup-deltagelse kan betyde omtrent lige så mange kampe, men dén prioritering synes at være et veletableret faktum.
Knapt så store udfordringer
At der er væsentligt færre penge i UEFA Cup end Champions League, spiller jo
nok også ind – ud over hvor meget der skal spilles.
Nøjes man med at tælle kampe, er der foreløbig kun skemalagt 19 betydende
kampe, og dertil kommer sandsynligvis 4 ekstra UEFA-kampe, hvorefter vi
formodes at være slået ud af en seedet modstander.
Hvis vi mod formodning skulle gå videre, vil der komme endnu 4 kampe i løbet af efteråret. Det sandsynlige kampantal er altså 23 kampe i løbet af efterårets små 5 måneder – med mulighed for at nå op på 27 (plus et par pokalkampe mod lavere rangerende hold som vel dårligt bør tælles med hér). Det skal så sammenlignes med sidste efterårs 28 betydende kampe – og for så vidt også med forårets hyperkomprimerede program som dog kun rummede 18 kampe, men på 2½ måned.
Alt i alt burde vi altså ikke købe en eneste spiller hvis man kigger rent numerisk på det. Og eftersom den første rigtigt svære kamp i sæsonen formodentlig først er 18. september i UEFA Cup'ens første runde, er der såmænd også en hel del tid til at klappe hestene og kigge på om ikke de to skadede bliver klar.
Dét udramatiske scenarie bliver dog næppe til virkelighed: Sandsynligvis køber man én spiller til hver kæde – og lige så sandsynligt går man efter et sikkert, rutineret og ikke mindst dyrt indkøb til både forsvar, midtbane og angreb. Og det skyldes først og fremmest at man har afgivet to alfahanner i Gravgaard og Allbäck og stadig ikke har fundet den nye til midtbanen efter Linderoths afgang. Facit: Tre nye, og det bliver dyre af slagsen. Hvilket også stemmer meget godt med at man ønsker at give holdet et helt nyt hierarki efter sidste års 'værdikrise' blandt spillerne.
Den store pengepung
Der er dog også råd til at smide flere penge end nogensinde. Følger vi
prognosen fra seneste klumme og går efter det
sædvanlige årlige transferunderskud på ca. 30 mio. kr., skal der virkelig
fyres penge af – og det plejer Ståle og Carsten V. at mestre!
Det nøjagtige regnestykke er svært at lave på forhånd når man ikke ved
præcis hvad der skal afskrives på de resterende spillere i truppen, men eftersom de 4
der har forladt os (Gravgaard, Allbáck, Silberbauer og Bertolt), næppe har
været dem som har belastet transfer-afskrivningerne voldsomt – kun
Silberbauer og Gravgaard blev købt, og for relativt små beløb – kan vi
måske måske tillade os i store træk at se bort fra dem.
Hvis vi så går ud fra at vi i seneste klumme havde ret i at afskrivningerne pr. kvartal ligger på ca. 25 mio. kr. (og sætter dem ned til ca. 20 mio. i anledning af de 4 afgange), giver lidt hurtig hovedregning at der, efter salget af Gravgaard, er råd til at fyre ca. 10 mio. af på afskrivningen af 3 nye spillere det næste halve år. Og leger vi at der signes tre nye spillere på 3-årige kontrakter, vil det betyde at der alt i alt er råd til at lægge et transferbeløb på ca. 60 mio. for de tre – eller 20 mio. for hver.
Naturligvis er regnestykket mest en leg med en masse ubekendte og skal ikke tages alt for bogstaveligt, men det giver nok en idé om at man denne gang har råd til at slå alle rekorder for hvor mange penge en dansk klub kan bruge i et transfervindue. Faktisk er det ikke usandsynligt at der kan bruges dobbelt så meget som nogen anden dansk klub nogensinde har gjort før. Forudsat at den manglende valuta for pengene i sidste sæson ikke har givet lyst til at skrue en anelse ned for blusset og kræve et lidt mindre underskud, men det har udmeldingerne i hvert fald ikke tydet på.
Og det store ego
I hvert fald synes den manglende succes ikke at have givet anledning
til ydmyg selvkritik af mærkbart omfang på Østre Allé hvis man skal dømme efter
hvad
Østergaard fik sagt til JP sport den 9. juni da han blev interviewet om håndbold:
»De jyske klubber har da ikke for en bøjet femøres erfaring at trække på. Hvad skulle vi kunne lære af jyderne? Eller fynboer, kinesere eller tyskere for den sags skyld? Der er jo ikke noget at lære. Vi kører vores eget koncept. Tværtimod kan de lære en masse af os på den måde, som vi har bygget fodbolden op på,«
Og videre:
»Hvis man tager Premier League, så er der kun tre klubber i hele turneringen, der giver overskud. Det synes jeg ikke er dygtigt. Det gider jeg ikke engang beskæftige mig med,« lyder det fra bestyrelsesformanden, der vurderer danske trænere og lederes kvalitet til at ligge langt over den, han oplever i Europas storklubber.
Og dermed er der vel kun tilbage at ønske held og lykke til Europas bedste træner og sportsdirektør i den kommende sæson.
