Hvad sker der?
Af Bo N K
Københavns superligasæson står lige for at blive fløjtet i gang, og det er vel oplagt at forsøge at samle lidt op på hvilke spillere det er lykkedes at tiltrække i sommerpausen til afløsning for dels de tre rejste profiler – Gravgaard, Silberbauer og Allbäck – og de to langtidsskadede Grønkjær og Würtz.
Den europæiske sæson er dog allerede tyvstartet, og mens vi venter på næste europæiske modstander, skal Cliftonville FC fra Belfast-egnen lige gøres færdige først. På dette meget tidlige stadie af turneringen gælder det primært om at gøre sig af med hold fra diverse forblæste atlanterhavskyster, og det klarede FC København og FC Midtjylland fint med sikre udesejre i Belfast og Bangor. Brøndby slog i mellemtiden fast at Syddanmark er og bliver den stærkeste del af rigsfællesskabet med en næsten lige så sikker hjemmesejr på 1-0 over B36 fra Tórshavn, og det er da unægteligt flot af Brøndby at vise at Danmarks nr. 8 fra sidste sæson sådan uden videre kan besejre et af Nordatlantens allerstærkeste hold!
Men i øvrigt er det svært at spinde mange ender over Cliftonville-kampen. I en tid hvor Parkens tilskuerkapacitet sættes ned, og færre og færre træningskampe spilles hvor man kan se dem, lykkedes det FC København at opnå hidtil uset diskretion omkring opgøret i Nordirland: Ikke så meget som et regulært kampreferat blev det til efter kampen, kun et par hjemmevideobilleder af målene og en radioreportage over nettet som var så hemmelig at den ikke engang blev optaget til at man senere kunne høre den.
Men en sejr på fire mål blev det åbenbart til, og det har muligvis besvaret enkelte spørgsmål hos den sportslige ledelse. Her har det i hvert fald ikke.
Mere fra Nord
Det gælder særligt omkring spillertruppen. Overraskende nok er det hidtil kun blevet til to relativt beskedne indkøb i
skikkelse af Thomas Kristensen og César Santin. Ganske vist angiveligt for
omkring 20 mio. kr. i alt, men når man nu havde regnet med at der hurtigt
kunne være smidt det dobbelte, og at der skulle købes ind til toppen af
hierarkiet, har det undret en kende. Hvorvidt det så er udtryk for en
strategi at man har undgået højtprofilerede indkøb hidtil – måske for at tvinge
andre i truppen til at træde i karakter? – eller bare et udtryk for at det
ikke er lykkedes at få fat på større navne, er foreløbig svært at se.
De
solide rygter om forsøget på at få fat på Anders Svensson kunne i hvert
fald antyde det sidste.
En anden mulighed er naturligvis at der i år for en gangs skyld ikke sigtes mod et tranferunderskud i størrelsesordenen 30 mio. kroner. Det kan jo sagtens tænkes at den manglende mulighed for at komme til at spille Champions League har lagt en dæmper på lysten til at investere alt for meget i spillertruppen.
Købet af Thomas Kristensen var den første kilde til undren. Hvis man var ude efter en ledertype til midtbanen, virker han i hvert fald ikke som et indlysende valg. Men i øvrigt har undertegnede muligvis et blindt punkt når det gælder netop Thomas Kristensen, for det er aldrig lykkedes at lægge nær så meget mærke til hans indsats i kampene som diverse medspillere, kommentatorer, eksperter, landstrænere og sportsdirektører. Man har sågar hørt medspillere sige at han skulle være den teknisk bedste spiller de har spillet sammen med, og set herfra virker dét i hvert fald helt mærkeligt. Specielt når man nu aldrig nogensinde har lagt mærke til en særligt god detalje fra hans fødder – ud over et par gode langskud i ny og næ.
Blandt andet var det et enkelt godt langskudsmål mod København at huske tilbage på, og på den måde skriver han sig ind på en lang liste af spillere som har scoret mod København før de blev hentet til klubben.
"Er der flere brasilianere i Allsvenskan?"
Herunder det næste
indkøb. For undertegnede var det en kilde til endnu større undren, for ikke at
sige vantro, at César Santin først
blev rygtet til København og siden signet. Specielt fordi han stod
temmeligt klart i erindringen efter 2 Royal League-kampe mod os for et par
år siden – og ikke så meget for hans enlige mål, som kom efter at have stjålet bolden fra
en ukoncentreret Gravgaard, men snarere for at han mildest talt ikke viste
at han besad noget nævneværdigt talent.
Nu skulle han så, et par år senere og 27 år gammel, pludselig være blomstret så meget op at han skulle være en forstærkning af vores hold. Nuvel, det sker jo at spillere blomstrer sent, og muligvis kan man finde noget af forklaringen når man ser hvad Sydsvenskan skrev om ham i vinters hvor Malmö var ude efter ham – som erstatning for Júnior:
De två första åren i Kalmar var dock relativt anonyma och det var först när han fick en fri roll som en något släpande forward 2006 som det lossnade på allvar.
Från början trodde man i KFF på honom som djupledslöpare, men i den nya rollen kom hans teknik och snabbhet bättre till sin rätt.
Netop i hans rolle som djupledslöpare helt i front var han ikke ret imponerende mod København, men efter at være blevet hængende angriber og wing har han altså fået succes i Kalmar. Hverken hurtigheden eller teknikken var nu noget der for alvor imponerede i sin tid, men på de punkter kan han måske også have udviklet sig. Selvom man selvfølgelig kan frygte at han mest har vist hurtighed og teknik efter svenske forhold – noget som Aílton jo også imponerede med i Sverige uden rigtigt at gøre det samme i Danmark.
Det er da også temmeligt svært at gennemskue hvordan han skal bruges i København, for om noget skulle man netop tro at vi har brug for enten en djupledslöpare eller en decideret targetspiller og stærk mand i boksen. Santin er ikke rigtigt nogen af delene, lader det til – i hvert fald ikke i fuldt udblomstret 27-årigt format.
En anden kilde i svensk presse kunne i øvrigt fortælle at Santin kostede 15 mio. danske kroner. For de fleste andre nordiske klubber – og i særdeleshed svenske – er dette naturligvis et svimlende beløb, og det samme var det for et par år siden i København. Men som nævnt i seneste klumme har makkerparret CV og Ståle vist at de magter at bruge langt mere spektakulære summer på spillere, så det er lidt svært at gennemskue om han decideret skulle være købt til startopstillingen eller bare som én spiller på linje med Aílton og Nordstrand – som han vel for begges vedkommende minder om som type.
Nu er der i hvert fald fire angribere i truppen, og umiddelbart skulle man tro at både Nordstrand, Santin og Aílton ville trives bedst ved siden af en fysisk stærk angriber som Júnior. Som i ørigt har overgået undertegnedes forventninger en del. Men en eller anden tanke ligger der vel forhåbentlig bag. Måske endda ligefrem at Santin kan vikariere for Grønkjær som venstre wing mens han er skadet, men helt sandsynligt virker det ikke.
Tåge i krystalkuglen
Mens spådommen om at der bliver hentet én spiller til hver kæde, synes at
komme til at passe meget godt, numerisk set, ser spådommen lidt mindre vellykket
ud når det kommer til ideen om at det skulle være meget dyre spillere, købt til
toppen af hierarkiet. De to første ligner i hvert fald grangiveligt
breddespillere frem for folk som går ind og tager taktstokken med det samme.
Lige så dårligt går det vel også med spådommen fra tidligere klummer om at der først og fremmest ville blive hentet sultne og arbejdsomme spillere med vægt på fysisk kapacitet og hårdt arbejde. Snarere peger de to første køb en anden vej – mod at spillet skal holdes endnu mere langs jorden i næste sæson. Men om Ståle så evner at få det realiseret i denne sæson, med en indtil videre noget ringere trup end sidste år, kan man jo godt have sin tvivl om.
Meget kan dog stadig nå at ændre sig med et transfervindue der først lukker om næsten 1½ måned, og det gælder vel for så vidt også hvad angår flere salg. Så nogen konklusion tegner sig ikke rigtigt i tågerne – bortset fra at det i hvert fald ikke blev til ligesæsonens start at truppen fremstod komplet. Næste skillelinje er nu deadline for registrering af spillere til UEFA Cuppens 2. kvalifikationsrunde. Hvor der formodentlig stadig venter overkommelige modstandere.
