I sol og i måne
Af Bo N K
Efter hjemme i Parken at have sat målscorings-rekord for officielle kampe mod pubholdet fra Cliftonville var det mandag aften tid for årets notorisk letteste udekamp i Haderslev – mod et hold som FC Kbh aldrig tidligere havde mistet point mod. Sådan skulle det dog ikke gå denne gang, og det kan man udlede flere interessante ting af, så det slipper Mandagstræneren læsere naturligvis ikke for at skulle beskæftige sig med.
Ståle selv gjorde sig på tv den indlysende betragtning at der manglede ledertyper når man lige havde solgt de to øverste i hierarkiet, men hvorfor der så var købt tre breddespillere til erstatning, nåede han dog ikke ind på. Så det må vi andre vel bare undre os over et stykke tid endnu; med mindre der altså pludselig skulle knibe sig en oplagt ledertype gennem transfervinduets sprække i august. Det er dog svært at se for sig eftesom der nu, som tidligere forudsagt, er købt dén ene spiller pr. kæde som man kunne forvente (forudsat at man regner César Santín som hørende til forreste kæde).
Muligvis rakte de – anslået – 35 mio. kr. som hidtil er blevet brugt i transfervinduet, bare ikke til at købe en eneste spiller til toppen af hierarkiet. Men en anden mulighed er naturligvis at ledelsen ville give Ståle muligheden for at vise at han rent faktisk er Skandinaviens bedste træner; hvis han bliver mester med den nuværende trup, begynder man i hvert fald at måtte overveje om det ikke skulle være tilfældet.
For nu lige at lave en kort evaluering af transfervinduet ser det ud til at Københavns bronzevindere har svækket sig selv en ekstra anelse i forhold til sidste sæson, mens stort set alle hjemlige konkurrenter har styrket sig markant. Umiddelbart kunne det se ud som om København lige nu råder over den tredje- eller fjerdebedste trup i ligaen, men eftersom Midtjylland og Brøndby stadig mangler at overbevise om at de kan få spillet frem ad banen til at hænge sammen (og for Brøndbys vedkommende være farlige på andet end dødbolde), er det kun OB der indtil videre har vist sig rigtigt stærkt kørende i alle spillets facetter. Så truppernes styrke på papiret er måske ikke helt slået igennem på banen endnu.
En ædel genkomst
De første par kampe kan vi også kort vende. Opgørene mod Esbjerg og Randers lignede mest
noget der er set mange gange før i sidste sæson: Der var gode momenter, men også et temmeligt
lavt bundniveau i begge ender af banen. Kampen mod Cliftonville gav til gengæld en gavmild
rekordsejr på 7-0 og var på den måde enestående, men udmærkede sig også ved at være et
sjældent eksempel på at der blev stillet med 3 angribere fra start. Og med Nordstrand som central
offensiv midt bag Aílton og Júnior var det i dén diamantformation
som pudsigt nok synes at være blevet et modefænomen i ligaen – efter at standard 4-4-2 og
forskellige varianter af 4-3-3 har været dominerende længe. Tidligere var det kun Horsens som
benyttede sig af 'diamanten', men i år synes både Horsens, OB, Brøndby og AaB at have den som
den foretrukne taktiske opstilling.
Et af de interessante træk ved diamantformationen er at den øger backernes betydning. Og dét både den ene og den anden vej: Eftersom de to yderste midtbanespillere er mere centralt orienteret end i de fleste andre taktiske opstillinger, kan de ikke hjælpe backerne så godt defensivt, og samtidig giver de ofte samme backs bedre plads til at skyde med frem – da modspillerne som regel også trækkes med ind mod midten. Således kan vi sikkert se frem til at vores backers individuelle kvaliteter vil få større betydning end vanligt i denne sæson – også selvom vi næppe selv kommer til at benytte os ret meget af diamantopstillingen.
I dette lys var kampen i Haderslev interessant. Sjovt nok netop ikke fordi hverken København eller SønderjyskE stillede op i en diamantopstilling, men fordi sønderjyderne stillede op i en anden aparte formation: en gammeldags 3-5-2.
Knapt så godt set
Hvad træner Carsten Broe har af ideer med at genoplive 3-5-2 i superligaen, stod ikke helt
klart efter mandag aftens kamp, men et gæt kunne være at han havde lagt mærke til at FC Kbh
tidligere meget ofte spillede op på angriberne så hurtigt som muligt. Ved at have tre
midterbacks og tre centrale midtbanespillere kunne han meget effektivt lukke ned for at
københavnerne ville få succes med dét.
Her havde han dog næppe været så opmærksom på hvilken udvikling det københavnske spil er i gang med at tage. Men til hans forsvar er der nu heller ikke så mange andre der har været opmærksomme på det. Det sås meget tydeligt i kampene lige før sommerpausen hvor Ståles FC Kbh rent faktisk gik over til at spille væsentligt mindre hidsigt frem mod angriberne og meget mere på tværs og langs jorden. En udvikling som har været i gang temmeligt længe, og som så småt blev indvarslet allerede da man købte Morten Nordstrand til angrebet – og ikke mindst Rasmus Würtz som Linderoths afløser – for et års tid siden.
Ståle selv var inde på det efter kampen i et interview med sporten.dk:
- Vi har ikke den defensive type som Tobias Linderoth for eksempel var. Derfor kommer vi til at spille anderledes med nogle mere tekniske typer, der ikke er så fysisk stærke. Det giver en anden spillestil, og det tager tid at lære det.
Når det siges efter et pointtab i Haderslev, kan man nok næppe bebrejde nogen at de mest ser det som en dårlig undskyldning, men hvis man kun lægger vægt på klynke-aspektet, kan man let blive blind for at der også er en substans i hvad han siger. Spillet er i væsentlig grad flyttet ned på jorden, og med indkøb af spillere som Santín og Thomas Kristensen er det tydeligt at man i mindre og mindre grad satser på at hamre bolden hurtigt frem og satse på at vinde andenbolde.
Et vældigt tydeligt eksempel på backernes spilskabende funktion, og på at spillet foregår mere langs jorden, kunne ses ved målet til 0-1 i Haderslev. Selv Atibas afslutning holdt sig næsten langs jorden, og så må der virkelig være sket noget!
Dén nyorientering af det københavnske spil havde Carsten Broe dog ikke været opmærksom på da han lavede sit taktiske oplæg. Og eftersom de sønderjyske wingbacks ikke engang pressede hårdt op på de københavnske wings, men ligefrem frygtsomt placerede sig et stykke bag dem som udgangspunkt, blev der konstant oceaner af plads til at en af de 'nye' tendenser kunne ses i fuld flor: De københavnske backs kunne føre bolden frem og kombinere sig op ad banen langs jorden. Med den samme – taktisk betingede – plads som når man spiller mod en diamantformation.
Og da Pospěch og Wendt udnyttede pladsen vældigt godt i hele første halvleg, kom sønderjyderne til at virke meget passive og kunne stort set ikke få fat i bolden. Københavnerne var dog heller ikke så voldsomt farlige når bolden blev ført frem via backerne, men eftersom sønderjyderne hurtigt kom bagud, virkede det ualmindeligt ineffektivt at løbe rundt med fem mand i bagerste kæde og i undertal på midtbanen – ude af stand til at lægge et pres og satsende på at københavnerne ikke havde heldet til at komme til et afgørende indlæg.
Tilbage til normalen
Sønderjyderne gik da også over til at spille med 4 mand bagerst i anden halvleg, og pludselig
så det københavnske spil langt, langt mindre overbevisende ud. Det var pludselig slet ikke så
let at føre bolden frem, og hele 2. halvleg blev noget værre rod – hvor sønderjyderne endda
fik held til at mase sig frem til et udlignende mål. Efter et hjørnespark hvor københavnerne
syntes at være lidt for passive til at mase igen når sønderjyderne satte deres screeninger ind.
Eftersom den dårlige københavnske anden halvleg dog blot lignede noget man havde set mange gange før – i særdeleshed når de berømte ledertyper har været savnet eller har svigtet – var det måske primært værd at hæfte sig ved den gode første halvleg. Og altså ved at backerne viste at de rigeligt kunne tage et offensivt ansvar – i en sæson hvor dét nok vil få større betydning end nogensinde.
Spørgsmålet er så om dét våben er nok til at genvinde mesterskabet – og i første omgang forsøge at komme videre mod UEFA Cup-gruppespillet i kamp med Lillestrøm. Som Ståle jo også selv antydede, er det ikke fordi den nye 'tekniske' stil har haft den store succes hidtil. Og man kan dårligt beskylde fans og presse for at have taget vel imod den, nu hvor resultaterne til gengæld udebliver. Eftersom spiludviklingen vel – mindst – har været undervejs et års tid, og velsagtens foreløbig har kostet i omegnen af 50 mio. netto-transferkroner, må det selvfølgelig også være rimeligt at stille spørgsmålstegn ved om træneren er dygtig nok til rent faktisk at føre den igennem.
