Det søde med det sure
Af Bo N K
En kombination af uheld og tilfældigheder har gjort at Mandagstræneren på det seneste har misset en del kampe, og irriterende nok har dette været sammenfaldende med en af de væsentligste ændringer i FC Københavns spil og spillestil i dette årtusinde. Lad det ikke gentage sig!
Men nu er det lykkedes at se et par kampe i træk, senest mandagskampen mod Vejle, så nu er det oplagt at give et pip. Vi forlod senest holdet mens transfervinduet stadig var pivåbent, og det endnu ikke stod helt klart hvad vi kunne forvente at se i efteråret: Der ville uden tvivl ske en forandring i forhold til den mislykkede sæson der netop var overstået, men hvilken?
Efter seneste behandlede kamp – i Haderslev – stod det endnu heller ikke klart om den nye tendens med at spille langs jorden for alvor ville få fat. Resultaterne lignede ærligt talt ikke noget særligt, og konceptet så først og fremmest meget skrøbeligt ud. Mod Haderslev skulle der kun en lille taktisk rokade – fra 3-5-2 til 4-4-2 – til for at ødelægge det københavnske opspil, og ude mod Brøndby så man faktisk lidt af det samme: Spillet flød fremragende i første halvleg, men blev helt ødelagt af Brøndbys taktiske rokade i pausen; i dette tilfælde fra 4-4-2 til 4-1-4-1.
Når Brøndby kunne ødelægge så meget med en taktisk rokade, skyldtes det nok at spillet på det tidspunkt stadig var noget ensidigt. Det gode spil i første halvleg kom i udpræget grad når boldene kunne slås hårdt frem fra bagkæden og i fødderne på enten en angriber eller en wing som var trukket ind mellem modstanderens to kæder. Altså dybest set det samme basisspel som København har spillet i årevis, nu bare hurtigt langs jorden. Da dén mulighed blev afskåret ved at Brøndby fik tre mand centralt, faldt spillet fra hinanden.
Mere hold i det
Allede mod AaB tre uger efter kunne man dog se at spillet var blevet mere alsidigt, og nordjyderne fik
ikke så meget ud af at spille 4-1-4-1, for nu var der mere variation over opspillet. Og
meget tydeligt blev det hjemme mod FK Moskva – hvor man helt systematisk benyttede sig af et
nyt våben: lange, præcise diagonale skift fra Ulrik Laursen til højre midt William Kvist som stod helt
ude og fik kridt på støvlerne. Og således er der stille og roligt kommet flere og flere
våben i arsenalet.
Den grundlæggende forvandling kunne måske skyldes at der var kommet bedre spillere til, men det er svært at se at det skulle være tilfældet. Så måske det i virkeligheden snarere er det modsatte der er sket: Der er ganske enkelt knapt så gode spillere på holdet nu, og derfor bliver man nødt til at spille på en anden måde.
Det er måske mest åbenlyst omkring Cesar Santin. Ikke fordi han er en dårlig spiller, men når man kigger på hvilke spillere der tidligere har optrådt på pladsen, er det måske ikke åbenlyst at lige han skulle gøre en afgørende forskel. Vi taler trods alt en spiller der først som 27-årig er avanceret fra et halvobskurt svensk hold til et større dansk hold: Det er næppe en spiller vi skal regne med at sælge videre for et rekordbeløb!
Når man kigger på hans kvaliteter, er det da næsten også mest påfaldende hvor lidt komplet han er i forhold til tidligere succes-angribere i København. Han er ganske hurtig og teknisk god, og ikke mindst har han en forbilledlig aggressivitet mod bolden. Men det er ikke en spiller man får så meget ud af at spille bolden op på under hårdt pres. Af samme grund lader det da også til at han måske snarere var tiltænkt en plads som wing end som angriber – det var i hvert fald som wing han spillede de første par kampe.
Og her har vi måske den afgørende nøgle til hvorfor spillet har ændret sig så meget. Det er ganske enkelt ikke længere muligt at spille lige så direkte som vi har spillet de senere par år, for vi har ikke længere angriberne til det!
I stedet for straks at slå boldene op mod angriberne bliver holdet nu i stedet nødt til at bringe boldene længere frem før angriberne kan bringes i spil. Det har – til Mandagstrænerens store glæde – ført til at Ståle har måttet løsne op på den dogmatiske modvilje mod at spille bolden på tværs. Og i højere grad kombinere sig frem ad banen, rundt om modstanderne.
En særligt interessant aspekt kunne være at truppen i sig selv blev 'bredere' af at der med den nye stil er knapt så voldsomme krav til de individuelle kvaliteter. Og eftersom holdet ikke ligefrem syntes at blive svækket af at individualisten Sionko kom med igen, vil det måske heller ikke blive svækket når den allerstørste individualist, Grønkjær, forhåbentlig vender tilbage.
Et offer for omstændighederne
Pudsigt nok ville Ståle efter kampen lade tv-seerne vide at holdet fortsat spillede meget
direkte, men det er svært at se at det skulle være tilfældet. Ved den første chance mod
Vejle, efter 2 minutter, talte Mandagstræneren ikke mindre end 10 flade, hårde tværafleveringer
før bolden blev slået dybt – stadig langs jorden – og dernæst blev bolden spillet på
tværs 2 gange yderligere før et indlæg næsten blev sendt videre i mål af Santin. Ved målet til 0-1
lykkedes det ikke at tælle alle tværpasninger i løbet af angrebet, men der faldt i hvert
fald 7-8 stykker, deriblandt et par enkelte som gik over mindst halvdelen af banens bredde.
Den slags statistik kunne man måske ønske sig at Ståle kiggede lidt mere på i den nye tænketank som han har startet sammen med gode gamle Drillo. En af de gamle kongstanker bag Drillos Effektiv Fotball var netop at fodbolden er bedre og mere effektiv jo færre boldberøringer der bruges på vej mod mål – baseret på statistiske opgørelser af mål i et udvalg af kampe. I hvert fald skal Mandagstræneren byde tænketanken meget velkommen; alle tiltag til at højne topniveauet i fodbolddebatten er stærkt tiltrængte. Og det ville da være fantastisk hvis der var nogen der fik den idé at starte en konkurrerende tænketank med en modsatrettet fodboldfilosofi som udgangspunkt. Morten Olsen burde jo være en oplagt kandidat her til lands til at starte et tænketank-battle à la Cepos mod Cevea.
Måske var det også tanken om at skulle sidde og forsvare FC Kbh-holdets farligt mange tværafleveringer over for tænketank-kammeraterne som har gjort Ståles egen vurdering af holdets nuværende succes temmeligt forbeholden. Som han sagde til TV2 Sport efter kampen:
- Her er et hold, som man må give mulighed for at spille med et større register og tage større chancer i spillet. Når det ser godt ud, så ser det rigtig godt ud, og så må vi se, hvordan det ser ud, når det ikke flyder. Det har vi ikke oplevet, for de sidste syv- otte kampe har egentlig været på nogenlunde samme niveau.
Og naturligvis kan der være noget om at den nye stil er mere risikabel end hvad vi tidligere har set. Men det kan han så få mavesår over mens vi andre jubler. Eftersom målscoren viser 15-5 efter 9 kampe, og vi således er det hold som der er scoret klart færrest mål imod, virker det i hvert fald ikke foreløbig som om det har været helt hasarderet at begynde at holde bolden på jorden. Det rigtigt spændende skal nu blive at se hvilken udvikling de enkelte spillere tager: Da Brøndby begyndte at spille med hurtigt pasningsspil langs jorden under Laudrup, eksploderede udviklingen nærmest hos flere af spillerne. Det samme har Mandagstræneren længe ment kunne ske hvis FC København forsøgte sig med det samme. Og nu kunne det se ud som om vi får chancen for at se om det passer.
