Mandagstræneren - klogere bliver det ikke

Hvad nu, FC København?

Marathon-interview med Hans Backe - Del 3

Det sorte efterår

- Lad os se på vores efterår - vi skal jo til det. Det er vel omkring midtbanen og presspillet at krisen har været stærkest?

- Ja, og det hænger nok meget sammen med hvilke spillere... hvis du går tilbage og kigger på hvilke spillere vi har haft – Christian Poulsen, Peter Nielsen, Erik Mykland – så har det været spillere med en enorm karisma. En udstråling på banen hvor de var tydelige, måske ikke verbalt som ledertyper, men i kropssproget. Med kroppen siger de: Stop, nu falder vi ikke længere tilbage, hér starter forsvarsspillet! På den måde, og så i presspillet, der var de fantastiske, de tre. Og som jeg plejer at sige: Af de 30 spillere som jeg startede op med, der er der 5 eller 6 tilbage. Så vi har haft en omsætning af spillere som har været enorm på 3½ år.
Nu har vi en mindre trup, men jeg tror at nøgleordet omkring fremgang er balance. Balance i holdet. Så kan man sige og snakke om at det er kedeligt, og bla bla bla, men det er altså nøglen.

- Men det også som om backkæden her i efteråret har stået længere tilbage i FC København?

- Det er nok ubevidst, tror jeg. Vi har haft en ambition om, ja jeg tror det passer os bedst, at have et højt forsvarsspil. Men vores presspil har ikke været tilstrækkeligt godt til det. Og når vi så får så svingende præstationer og resultater, så siger vi, også fra min side, at vi må lidt tilbage til basics. Vi må nu have samlet holdet sammen, starte fra nul og føle trygheden ved at vi er på plads, og ud fra det kan vi starte forfra. Og ikke kun ubevidst, men også mentalt har vi haft et meget, meget svært efterår...

- ... lige siden Gorica.

- Præcis. Som har kostet os utroligt meget. Så vi er måske ubevidst blevet lidt passive. Og det handler bare om at man nogen dage må erkende at man ikke kan klare at opretholde et højt forsvarsspil. Man klarer ikke at presse – og hvad gør man så? Så må man gå hjem og stå lidt lavere og forsøge at samle op og se om man kan få en tryghed, om det bliver bedre på den måde.

- Nu Gorica-kampen, vi er jo inde på den...

- Ja, den er forfærdelig. Jeg troede vi var over den, men den slipper vi vel aldrig over. Jeg kommer til at have den med mig hele mit liv. Hele livet vil den sidde i hovedet. Men på et eller andet tidspunkt må den vel også lægges til side i historiebøgerne.

- Jeg sad nemlig og kiggede meget grundigt på den da jeg skulle skrive vores ugentlige klumme om den, og jeg tænkte også "Hvad fanden skete der der?". Men efter hvad jeg umiddelbart kunne se, så var der utroligt mange små ting som gik galt på én gang – sommerens transfers, Traorés skade, presspillet der svigtede, angriberne som havde svært ved at holde fast i bolden...

- Ja, der var mange ting, utroligt mange ting. Heldigvis tror jeg at du maksimalt kommer til at opleve sådan en fornedrelse... måske to gange i løbet af en karriere. Nu kom den på et helt, helt forkert tidspunkt, men jeg siger på engelsk: lack of discipline.

- Nå, det sammenfatter det hele?

- Det er sådan jeg kommenterer det idag.

- Okay. Jeg mente nu også at se et meget konkret problem i at man havde mistet Albrechtsen og hans individuelle styrker uden at kunne nå at tage rigtigt højde for det...

- Ja, det er i og for sig... selvfølgelig betyder Martin meget med hurtigheden i Europa. Først og fremmest i Europa. Når vi blev overspillet, så kunne han løbe alt op og tackle eller vinde bolden, men stadig... for min del havde jeg torturen ved at gå direkte hjem efter kampen og se den på video. Det var ikke sjovt, men jeg tænkte at jeg måtte se den igennem. Og det er min konklusion: lack of discipline.

- F.eks. at folk lige pludselig spiller på offside-fælden...

- Ja.

- Og oveni var man uheldige med at Janne Saarinen fik en meget dårlig start.

- Ja, men det skal stadig ikke påvirke os så meget, ikke så meget.

- Men altså når man lægger tingene sammen...

- Ja, det bliver rigtigt mange detaljer. Mange, mange, mange detaljer som giver fejl – og i den helt forkerte kamp. Jamen vi taler om at vi 7 dage tidligere havde været overlegne! Det havde været spil til ét mål, og vi vandt 2-1. De var ikke i nærheden af os. At vi 7 dage senere falder igennem... det er fysiologisk umuligt! Det går ikke.

Omstilling og possession

- Vi snakkede tidligere om Åkeby og Hamrén. Jeg hæftede mig selv meget ved Åkebys Djurgården i sin tid; hvordan de i høj grad spillede på hurtigt omstillingsspil i en 4-3-3, hvor du i højere grad har stået for en kontrollerende stil med mere possession-spil?

- Ja, selvom... jeg håber altså ikke at jeg får det stempel at jeg står for possession-stil. Jeg står også for possession, men jeg vil jo spille så direkte og hurtig fodbold som muligt. For det er den eneste mulighed i dagens fodbold – får du for meget possession, så er det slut! Det bliver for omstændeligt, og du kan ikke score mod en etableret modstander.
Når du kan bruge possession, så er det i din angrebsopbygning når modstanderen er etableret og plads. Så skal man være opmærksom på at man ikke får for hurtige boldtab. Men jeg mener: Så snart du kan straffe en modstander som er i ubalance, hvis du f.eks. erobrer bolden på midtbanen, så skal du spille hurtigt frem, så skal du tage dybe løb bagfra, og så skal du spille meget stejlt og direkte.
Men vi blev i perioder... det må vel have været i efteråret, i hvert fald ikke i foråret – alt for omstændelige. Med de her præstationer bliver du usikker som spiller, du taber trygheden, og vælger det lette: bare at spille rundt, spille rundt, og det bliver omstændeligt, det bliver langsomt, og det bliver kedeligt. Og det er i høj grad noget mentalt som gør at du ubevidst vælger at spille den slags possession-spil, for du er for bange for at lide hurtige boldtab. Vi var i den situation at vi følte at hver eneste gang vi tabte bolden, fik modstanderne en målchance! Så er der noget der ikke stemmer i holdet! Jeg havde i hvert fald den følelse. Og vi havde jo lukket lige så mange mål ind som vi plejer at gøre på et helt år.

- Men da du kom til efter Kent Karlsson, og i høj grad efter Roy Hodgson, der var det som om der rent faktisk skete en ændring i spillestilen. Det var stadig 4-4-2 og zoneopdækning, men det var som om der blev lagt mere vægt på at holde bolden inden for egne rækker.

- Det er meget muligt.

- Men det er spørgsmålet om det mere havde noget at gøre med at holdet var fyldt med selvtillid på det tidspunkt?

- Ja, men jeg tror nu nok at det har noget at gøre med at den engelske fodbold i høj grad er en konfrontations-fodbold, som jeg kalder det. En fodbold med voldsomt tempo hvor det gælder om så hurtigt som muligt at få bolden frem. Også selvom det kan indebære at du får mange boldtab, så er ideen at spille i længderetningen så hurtigt som muligt. Og det kan være en lang bold, det kan være op mod forwards som går op i dueller så du skal samle returboldene op med midtbanen og komme hurtigt videre. Så man spiller med meget lille risiko, for det er det man gør når man spiller bolden hurtigt frem.

- Men en konkret forandring var i hvert fald at man i højere grad gik over til at spille op-ned-op, hvor Hodgson gerne ville have bolden lige frem uden svinkeærinder.

- Ja, det passer vel. Dér er nok en forskel. Det var nok noget jeg gik ind og ændrede for at få mere possession og ikke så mange hurtige boldtab. Hvis man havner i et spil hvor bolden bare kører frem og tilbage, så får man ikke den basale tryghed i spillet, og man er mere afhængig af at være heldig med at samle boldene op de rigtige steder. For ellers sender modstanderen den bare tilbage – og scorer måske. Og så kommer man i en situation som jeg har haft med en del hold, hvor man er afhængig af 4-5 nøglespillere. Hvis de har en god dag, så vinder du, hvis de har en dårlig, så taber du. Og det kan jeg ikke leve med! Det er alt, alt for ustabilt og usikkert for mig.
Og derfor må det stabiliseres via possession-spillet, men det som vi idag snakker om at vi skal ændre, det er nu det modsatte, det er vores direkte spil. Det skal gå hurtigere og være mere stejlt, vi skal løbe mere uden bold, vi skal løbe mere i længderetningen. Vi skal flytte holdet meget hurtigere når vi går til angreb.

- Men det ligner også lidt en udvikling at der kommer flere og flere spillere til holdet som måske er knapt så disciplinerede, men i større grad er individualister. I hvert fald siden sidste vinter; der er kommet flere meget løbevillige, men måske knapt så placeringsstærke spillere til holdet.

- Nej, præcist, det er muligt, og der kommer vi endnu en gang tilbage til at nøgleordet er balance. Du bliver nødt til at finde spillere som passer sammen i en balance. Og frem for alt i små lande som de skandinaviske, hvis du vil videre.

Bevidstheden om spillet

- Men nu til noget helt andet: Jeg kan huske at jeg så dig på svensk TV under EM hvor I snakkede om Holland og deres evne til at selvdestruere og gå i opløsning til de store slutrunder. Du henviste til Simon Kupers "Football Against The Enemy" hvor han fortæller hvordan den hollandske fodboldkultur er kendetegnet ved en ekstremt høj bevidsthed omkring spillet og taktikken blandet spillerne, i en grad så alle har en mening og det kan udvikle sig til kværulanteri. Hvordan ser du det aspekt i forhold til vores egen fodboldkultur?

- Jeg ser det som en god idé. Også selvom det giver de her problemer. Jeg ser det sådan at det er det som får spillere til at tage det afgørende skridt. Det er bevidstheden omkring spillet, dialogen omkring spillekonceptet. Og om man når til det stadium, kommer også meget an på hvor meget træneren inviterer til at snakke med spillerne om spillet.
Jeg har det sådan - og det lyder måske lidt sjovt - at jeg intet som helst problem har med at gå i dialog med spillerne fordi jeg er så sikker på hvad jeg vil! For 15 år siden havde jeg nok ikke den samme selvtillid og var ikke så sikker på mine ideer, og jeg var derfor ikke så indstillet på at gå i dialog om dem. Så jeg føler i højere grad nu at jeg skal have spillerne til at gå i dialog om deres ideer omkring spillet, få dem til at udtale sig om vores koncept og hvad vi kan gøre bedre. Og forhåbentlig på den måde få en bevidsthed i gruppen omkring tingene. Som min favorit Phil Jackson i Chicago Bulls siger det – nøgleordet er awareness. Det er så vigtigt, så vigtigt.

- Det var noget af det samme som Morten Olsen forsøgte at indføre da han kom til som landstræner. Når landsholdet var samlet, så skulle de sørge for at snakke fodbold!

- Ja, det sker for lidt idag! Men sådan er det vel bare; fodboldspillerne idag har mange penge, de har mange andre interesser og aktiviteter, og de skal være overalt. Jeg tror ikke at så mange af stjernerne idag ser ret meget fodbold. Og det skal til for at blive bedre! Man skal se fodbold, snakke om fodbold.
For 20 år siden så de måske hver eneste kamp de kunne komme i nærheden af. De rejste ligefrem udenbys for at se fodbold, og de snakkede mere om det, specielt efter træning. Det sker ikke idag. Men der bliver mere og mere egocentrering, og derfor kommer der flere konflikter som man så kan bruge al sin tid på at løse. Man taber ideen om at se fodbold og tale om fodbold, og den skulle vi gerne finde tilbage til.
Og når vi så snakker om Holland, så er der ingen tvivl om at det er en del af deres positive udvikling at man har så klare ideer om spillet, et tydeligt billede af det, en høj bevidsthed om hvordan man gør medspillerne bedre. En bevidsthed om spillekonceptet, ideer til hvad man kan gøre anderledes. De små deltaljer.

- Men udefra set har man ikke indtryk af at I gør så meget ud af at snakke med spillerne, men snarere holder afstand?

- Det tror jeg kun er når man ser det udefra. Det er nok fordi det er FC København, og vi konstant er under opsyn; så skaber man sådan et billede udadtil. Men når vi træner taktisk, så har vi ganske megen dialog og mange diskussioner om vores angrebsspil og forsvarsspil – og hvad som kan gøres anderledes. De små detaljer omkring løbene; hvor skal Santos have boldene, på hvilken måde løber han, hvordan kan du som midtbanespiller forstå at Santos er bedst når han får bolden i dén og dén position – og når han får den i fødderne. Han skal ikke have bolden i hovedet, for han kan ikke heade, men han skal have den på en anden måde. Så med dén slags bevidsthed kan man gøre store fremskridt.

Hurtigheden og mellemrummet

- Nu du taler om hovedspillet, så er der ingen af vores to formodede førstevalg i front, Zuma og Santos, som er specielt stærke i luften. Det må betyde en del for spillet?

- Nej, det er klart... Santos kan f.eks. score en del mål efter indlæg, men det gør Zuma ikke. Zuma er centralt orienteret i sit spil, men han scorer jo egentlig mest i én mod én-situationer, vil jeg påstå. Når han kan komme i løb, få bolden med og gøre et eller andet. Santos kan gøre det lidt anderledes, han kan tage imod bolden og vende modstanderen væk fra sig, han kan også udfordre når han er retvendt, udnytte sin fysik, og han har et godt skud. Han scorer også en del med hovedet, men han er jo ingen boksspiller, ingen Morientes.

- Ja, det er sjældent han selv giver bolden fart med hovedet.

- Præcis, og vi skal nok tænke lidt anderledes for at gøre dem bedre når vi får bolden frem i angrebsspillet. Og så kan man tænke over om det er den rette balance vi har. Jeg tror at fremtiden er at have stor hurtighed. Det er én mod én, det er teknikken, det er det som afgør kampene.

- Der er det måske Barcelona som udstikker fremtidens angrebsspil lige nu.

- Ja, det vil jeg også sige. Man kan bare se hvordan de tidligere har spillet med Saviola i front og måske kommer til at gøre det igen...

- Ja, det virker helt underligt at have en type som ham som enlig forward.

- Jo, men hans speed! Og så spiller man måske med Giuly til højre, og så Eto'o... ja, han er måske okay i hovedspillet, men ikke nogen kanonspiller i luften. Og heller ikke Ronaldinho.

- De spiller til gengæld utroligt meget i mellemrummet mellem kæderne, faktisk ofte med fire spillere i mellemrummet. Og så med hårde, flade afleveringer derind. Der er vi måske tilbage ved noget der kunne være en mulighed for FC Københavns udvikling, for vi har efterhånden mange gode mellemrumsspillere.

- Ja, absolut. Men det er det som er så mærkeligt når man ser skandinavisk fodbold, for der får man faktisk mindre tid og plads! Ude i Europa får man ofte mere tid til at bygge angrebene op. Men det er klart at vi skal blive bedre teknisk for at kunne skabe plads for hinanden. Vi har for mange boldberøringer idag, for det skal gå hurtigt hvis man skal skabe mere plads, så man kan få mere tid. Hvis man skal spille uden om et hold som er godt organiseret og presser godt, så skal det ske på én eller to berøringer. Og du må have blikket for at vende spillet og have præcisionen. Ellers bliver du indfanget og må lave panikafleveringer, og så får du ingen rytme.

- Men når det gælder vores eget mellemrumsspil, så er det stort set kun den ene forward som trækker ned i mellemrummet og gør sig spilbar. Er det noget der skal arbejdes med?

- Ja, det må vi gøre. For at få bedre kombinationer, få mere præcision og på en måde få længere angreb, så man kan vende spillet og kombinere sig ud af de snævre rum. Der skal man i hvert fald have en forward til at trække derned.

- Men man skal vel bruge mere end én spiller?

- Ja, det er det man prøver. Men altså, holdene i Skandinavien er så kompakte og så disciplinerede at der er så lidt plads i mellemområdet! En enkelt dårlig pasning kan betyde en farlig kontra, for spillerne har ikke rigtigt den gode teknik som skal bruges for at kunne spille gennem modstandernes midtbane og ind i mellemrummet. Men klarer du det, og har du spillere som er kloge i mellemrummet, som kan bevæge sig rigtigt, så kan du slå de fleste modstandere ud.

- Hvordan vurderer du så at vi står på det punkt?

- Jeg tror vi har spillerne. Når vi kigger på vores midtbanespillere, og det er jo ganske mange, og ser på en defensivspiller som Tobias Linderoth, og ser du på en mellemrumsspiller som Hjalte, Hoseth, Røll...

- Hjalte? Ville du kalde ham en mellemrumsspiller?

- Ja, det tror jeg, for han er så bevægelig og teknisk god. Silberbauer er måske snarere en dybdeløber, f.eks., men tag Hoseth, Hjalte, Røll og Martin Bergvold – og Elrio, som kan blive en sensation! Jeg håber det, for han viser det til træning, men for hans vedkommende skal vi også kigge på balancen, hvordan det skal se ud med de andre spillere.
Mod Brøndby gik det godt, og det blev en rigtig god kamp, og han klarede det udmærket, for han er så hurtig, så de nåede ikke at tackle ham. Den mand bliver meget spændende at følge, og han har gjort det godt til træningslandskampene for Sydafrika. Og gør man det, så har man et vist niveau. Så vi har spillerne til det!

- Men kan vi forvente at se det allerede i foråret?

- Det er slet ikke umuligt.

- I efteråret var det meget back to basics med lange bolde...

- Ja, det er jo det: Det var meget påvirket af resultaterne. Det er ikke det vi vil! Vi føler ikke at det er vores måde at spille på, det er for primitivt. Ingen af os kan lide det. Men når du mærker at tingene ikke fungerer, og spillerne er utrygge, så vælger mange ubevidst den her løsning, for ingen tør lave fejlene, og det koster måske en scoring til 0-1, og så skal du arbejde mod strømmen for at vende kampen og score to mål. Men kommer du godt i gang, bare i træningslejren, og føler at det fungerer, at der er flow i det, så er det absolut en måde vi kan spille på.

- Men for at spille sådan, skal man vel have meget fast indarbejdede løbemønstre.

- Ja, men de er nu ikke så voldsomt forskellige fra dem vi arbejder med idag. Det er ganske små justeringer. Og det er vigtigt, for vi kan ikke bare gå fra det ene til noget helt andet. Det bliver forvirrende for spillerne, og forvirring er aldrig godt. Men kan vi arbejde ud fra det vi har lært i løbet af 3½ år, ja 4½ hvis jeg tager Roy med, for der er kun små forskelle i opspillet, så bliver det ganske små forandringer i de løbemønstre vi allerede har, slet ingen revolution.

- Men løbemønstrene...

- De skal bare rent faktisk udføres! Det er det som er problemet i Skandinavien idag, vi føler ikke rigtigt at spillerne løber... basic. For at åbne for hinanden.

- Den må du lige uddybe.

- Ja, man skal kunne se det tydeligere i kampene! Det skal gøres bedre til træning. Det er ikke nødvendigvis sjovt, men det skal gøre tydeligere til træning, der skal være full power. CV var i Arsenal for et par år siden og se deres opspilstræning. 10 mod 0 – ingen modstandere! Lehmann med bolden – udkast til firekæden – og forskellen er så at de udfører løbemønstrene med hundrede kilometer i timen. Der er sådan en power og bevidsthed til forskel fra de skandinaviske spillere.
Problemet er ofte at skandinaviske trænere siger at nu skal vi træne opspil, vi kører 15 minutter! De gode trænere ude i Europa siger måske: Vi kører 6 bolde. Ikke mere. Så har du et mål, og så kan du motivere dig og får et tydeligt billede. Så kører de 6 bolde, og så er det for fuldt knald. Bagefter er vi færdige, og så kan vi lave noget andet. Sådan skal man arbejde.

- Simon Kuper havde også en sjov beretning fra Dinamo Kiev hvor spillerne blev testet med computerspil. De bedste spillere var bedst til computerspil, specielt dem som testede spillernes hukommelse.

- Her er vi tilbage ved bevidstheden – det er dem som bliver gode. Det er dem som tager skridtet opad og bliver landsholdsspillere. Dem som har interessen og bevidstheden. Det er også derfor Rosenborg dominerer på den måde de gør. De har nogle enormt indøvede spillemønstre, og de udfører dem også. Det er ikke kun noget de taler teoretisk om, de træner dem meget, og de udfører dem. Maksimale løb for hinanden.

Backernes rolle

- Noget helt andet. Jeg ville lige høre omkring backerne. Har vi de rigtige spillere til at lade dem starte højere oppe i banen og tage en større offensiv rolle? Det synes at være en europæisk tendens at det er svært at finde de rigtige angrebsbacks. De bliver f.eks. ofte fundet i Sydamerika.

- Jeg tror ikke at man kan finde spillerne som er lige gode begge veje. Du bliver nødt til at betale en pris, og du kan se på Ashley Cole, Roberto Carlos... Cafu er vel en undtagelse ved at være god begge veje. Men Cole og Carlos – der kommer du til at betale prisen. Men jeg køber ideen som god. Og du kan se på Chelseas backs... Ferreira er vel midt imellem, ikke så synlig som Cole og Carlos... Zambrotta er vel en af verdens bedste backs, endda i den 'forkerte' side.
Jeg plejer at sige det sådan at man ikke kan forsvare hele banen. I stedet må man gøre sig det klart: Hvor vil vi forsvare os? Og så må vi måske komme med det bud at vi ikke kan forsvare kanterne, og det ved alle så. Det er den pris vi betaler. Til gengæld er vi gode centralt.

- For eksempel siger man i FC København at backerne må klare sig én mod én – uden opbakning.

- Præcis. Og sådan må det se ud. Du kan ikke som back kræve at du får opbakning. Og hvis du så ikke klarer din wing, så er de fleste hold organiseret sådan at det er en af de centrale midtbanespillere som har lettest ved at komme derud og støtte.

- Tidligere har det da været sådan at f.eks. Tobiasen ofte fik støtte af den ene af midtstopperne?

- Jaeeeh... det kommer lidt an på hvor på banen det foregår. Ikke på den sidste tredjedel! Hvis modstanderne er i position til indlæg, så får han ikke opbakning af midtstopperne.

- Jeg kan nu ellers huske at Svensson tit har været ude for at bakke op?

- Ja, men det har måske været et af vores problemer! At vi har sluppet for mange mål ind fordi vores midtstoppere kom for langt ud mod backerne, og så har vi tabt både en back og en midtstopper når indlægget kom. To af vores bedste hovedspillere er væk, og tilbage er en enkelt midtstopper og en back. Og så er det klart, så scorer modstanderen.

- Og der mener du så sjovt nok ikke at Ashley Cole er et eksempel på en stærk spiller i den position?

- Nej... jo, han har jo udviklet sig til en verdensklasseback nu. Der kommer stadig en del indlæg fra hans position, men han klarer jo ofte at komme i en 1 mod 1-situation, så de andre kan nå tilbage. Han bliver sjældent sat af. Og selvom Arsenal må betale en pris for at have så offensiv en back, så er det en okay pris at betale, for de får jo så ofte afsluttet deres angreb når de bringer så mange spillere med frem.

- Men har vi selv tilstrækkeligt gode og hurtige backs til at de kan bruges begge veje, eller kan vi finde dem?

- Vi har dem i truppen. Det vil jeg mene.

Og med Hans Backes formaninger om at det i hvert fald ikke er spillerne vi mangler, hverken på backpladserne eller den offensive midtbane, pakker Mandagstræneren mikrofonen ned i tasken og drager ud i januarkulden og tilbage mod Østerbro. Truppen rejser næste uge til La Manga, og så skal planer og teorier udmøntes i praksis.