På de bonede gulve
Marathon-interview med Niels-Christian Holmstrøm - Del 2
- Din stilling som sportsdirektør bliver nedlagt nu, og Carsten V. Jensen bliver i stedet sportschef. Kan du sige noget om hvad der ligger i dén strukturændring?
- Næ. Men jeg kan sige noget om min egen betingelse for at påtage mig jobbet dengang, og det var at jeg trådte ind i direktionen. Som dengang kun bestod af Flemming Østergaard. Flemming og jeg udgjorde så direktionen i de næste år. Min betingelse for indtrædelse var så en meget skarp afklaring af ansvar og kompetence. Efter alles opfattelse var det dengang nødvendigt at få tingene gjort administrativt og beslutningsmæssigt meget klarere. Idag er FC København en helt anderledes 'maskine' end i 1999.
- Og der skulle også til at indføres en mere konsekvent FCK-stil. Der skulle spilles på samme måde ned gennem rækkerne, og det hele skulle defineres klarere fra toppen af.
- En af de ting vi arbejdede med, var at skulle skabe en rød tråd — eller en hvid tråd er det måske hér — og vi fik udarbejdet forskellige manualer og spillestilsanalyser som vi forsøgte at lægge til grund for hvordan vi ville spille fremadrettet.
- Dengang var der angiveligt en del snak om at det kunne ligne Ajax-modellen.
- Nah... eller jo, i den forstand at vi succesivt ville
forsøge at præge uddannelsen af de unge i overensstemmelse med den måde vi gerne
ville spille fodbold på i FC København. Vores varemærke er jo noget vi har
overtaget fra moderklubberne: Vi vil gerne spille en boldbesiddende fodbold...
vi vil selvfølgelig gerne vinde fodboldkampene! Men vi vil også gerne spille
fodbold ud fra en overbevisning om at hvis vi har en god organisation, så er der
også rum for individualister. De kan jo ikke optræde frit svævende i et eller
andet, for så er det jo bare kaos: Den ene hånd ved ikke hvad den anden gør. Og
det giver blot individualisterne endnu dårligere betingelser hvis ikke de har
tryghed i en ordentlig base.
Og det er derfor man nogle gange godt kan sidde hérinde og
undre sig over hvordan den mere letbenede del af pressen ikke forstår ordet
organisation og ikke forstår ordet struktur eller ikke forstår ordet spillestil
eller ikke forstår hvor vigtigt det er at mennesker har tryghed. Og man kan bare
kigge på sin egen arbejdsplads: Hvem kan gå på arbejde hvis man er ved at skide
i bukserne over for den opgave man får?
Hvis ikke mennesker har en stor tryghedszone, hvor tingene er
afstemt både for den enkelte og for fællesskabet, så har man jo heller ikke
mulighed for at udfordre. Og skal vi knække koden eller lave nogle andre
ting, eller lave ting som ingen har forestillet sig — det kan man jo kun hvis
man har den basis man har i et fællesskab og en tryghed.
Og det er jo det der var ét af de mange problemer i FC
Københavns spil op gennem 90'erne: Man fandt aldrig en spillestil, man fandt
aldrig en base. Og jeg har jo altid sagt at en spiller som Bjarne Goldbæk, som
formentlig er en af de bedste spillere vi har haft i FC København, han spillede
for sig selv! Og det var da fint at han spillede for sig selv, eller at andre
gjorde det, men du kan jo ikke få resultater! Jo, en gang imellem kan man
så lave et resultat når det tilfældigvis swinger; de fleste gange, over en hel
sæson, får du alt for meget modgang fordi der opstår alt for mange fejl, der
kommer alt for mange nedture, det bliver alt for formmæssigt ustabilt fordi der
ikke er noget der hænger sammen og fordi du ikke er inde i en kontekst.
Og det er jo så den filosofi jeg også står for: Du er nødt
til at skabe nogle rammer. Da jeg tiltrådte, var der jo nærmest Oxford-møder om
hvordan man skulle tage til udekampe. Skulle vi flyve, skulle vi med bus, eller
skulle vi køre i tog? Eller skulle vi køre i privatbiler? Eller cykle, eller
hvad? Og alle havde en mening om det, og fordi sidste gang vi var i Viborg, der
fløj vi, og så tabte vi, og så måtte vi hellere tage toget den her gang! Alt det
der er jo taget væk: I dag gælder det for alle kampe — hjemme- og udebane — vi
forbereder os på samme måde! Og så er der ingen der behøver bruge energi på det,
for det er afklaret: Sådan gør vi her! Og når vi gør sådan, så er det
eneste man skal spekulere på at man skal ned og spille to gange 45 minutter og
gøre en forskel. Resten er der taget hånd om. Og dét er forskellen på
professionel fodbold og amatørfodbold.
Fodbold i videnssamfundet
- FCK-konceptet er dog også rent spillemæssigt beskrevet ned i detaljer?
- Jo, i takt med at vi gik endnu mere i dybden med Roy
Hodgson og Hans Backe, og hvor Carsten V. har været med hele vejen, har vi ikke
bare skabt en fælles forståelse af det, vi har sådan set i detaljer nedfældet
det på papir. Ja, vi går sågar ud og underviser i det, for vi har jo ikke nogen
hemmeligheder!
Det er jo i virkeligheden en filosofi som hverken kommer fra
Holland eller Frankrig, den kommer fra good ol' Bill Shankly og Bob
Paisley: Vi har ikke nogen hemmeligheder. For i dagens samfund handler det ikke
om at have hemmeligheder — i dag handler det om at dele information! Vi lever jo
i informationssamfundet. Jo mere vi deler ud af vores information, jo mere får
vi også af andre.
Når vi fortæller hvordan vi gør, er der også andre der
spørger "Jamen hvorfor gør I dét?" — bare deres spørgsmål eller deres
kommentarer giver os anledning til at reflektere over vores egne metoder. Så jo
mere åben du er om dine metoder, jo mere information du giver fra dig, jo mere
information modtager du.
Og hvad er det så der skiller vinderne fra taberne? Det er at
du er i stand til at håndtere den information du får; du er i stand til
at vurdere den, du er i stand til at selektere den, og du er i stand til at
trække de anvendelige dele ud af den og sortere det. Og det er det der adskiller
vindere fra tabere, det er at man kan vurdere og sortere i den kæmpe
informationsmængde vi får. Og derfor har vi gjort os megen umage med at få dét
gjort klart, og det er også meget anvendeligt i den daglige træningspraksis — og
også anvendeligt indadtil i organisationen, ned igennem til vores 2.
divisionshold, og det er også det vi bruger i forbindelse med den interne
træneruddannelse af vores ungdomstrænere.
- Der er mange stilmæssige ting der går igen fra 'din' første træner, Roy Hodgson, til de senere. Men var det ikke noget af et brud da netop han blev ansat?
- Det Roy er fantastisk dygtig til, det er at han er en
fantastisk coach ude på træningsbanen. Og han er i stand til på en meget enkel
måde at klargøre sine ideer omkring sit spilkoncept.
På nogle punkter er han dog nok også lidt for konform; han
vil jo i virkeligheden gerne have at hvis man ser et hold spille, så skal man
kunne sige at det er et hold Roy Hodgson har trænet. Så stort et kendemærke skal
det næsten være. Og det er måske lige lidt for meget. Det er nok også
derfor han ikke skal være for lang tid i en klub ad gangen.
Men han var den rigtige mand på det rigtige tidspunkt til at
få lagt en basis for hvordan man spiller organiseret fodbold. Og ved at starte
med vores førstehold og folkene omkring holdet har vi så fået ført det ned
gennem rækkerne; også igennem nogle professionelle krav til det at spille
fodbold i FC København. Igennem den attitude og den den tilgang til det
og den strukturelle opbygning af mange elementer — også omkring holdet —
opbygningen af en stab og den kontinuitet der ligger i det, har fået os til at
arbejde videre med det. Og også implementere det nedadtil, hvilket Roy Hodgson
jo var stort set uden evner til. Og uden interesse for.
- Men defensivt var der i hvert fald et brud på den måde at man begyndte at organisere sig meget tættere og stod længere tilbage på banen.
- Jojo, men udgangspunktet for enhver træner er den
defensive organisation, for det er den der skaber trygheden på holdet. Hvis den
er på plads, har du et fundament du kan arbejde med. Det er umuligt at starte
den anden vej rundt. Og du må også vide hvor du står henne på banen.
Og det der jo er sket over årene, det er at... hvis vi vender
tilbage til 90'erne, så var dét at stå langt tilbage på banen, det var det FC
København kunne! Det var sådan set den gamle 1903-stil med Pierre Larsen og
Jørgen Juul Jensen og de drenge der.
Når de kom ud på Brøndby Stadion — eller spillede her i
Parken mod Brøndby — så lod de Brøndby rende rundt og lave presspil og dit og
dat — og når de så havde ladet dem løbe sig trætte og havde dompteret dem, så
løb de op i den anden ende, og tvillingerne tryllede lidt, og Manniche var der,
og så lavede man et mål, og så vandt man.
Det var dengang det hed at "Brøndby kan vi altid slå". Vi
vandt ikke ret meget andet — jo, det første år, selvfølgelig — men dem kunne vi
altid slå. Og det var jo fordi der ikke var noget i vejen med den defensive
organisation, og så havde man nogle individualister — og til de kampe kunne man
altid sætte sig op. Men over en hel sæson havde man jo ikke noget at byde på.
- Det lyder som om vi er inde på noget der irriterer dig; den sædvanlige snak om at FC København skulle være kedelige.
- Nahr, det er ikke noget der irriterer mig! Det er jo ikke en debat jeg deltager i overhovedet. Jeg vil sige det sådan at hvis der bliver fremsat synspunkter af folk som interesserer sig levende for det og følger med, og som har indsigt, som det er interessant at diskutere med, så er det jo fint. Så kan man diskutere nuancer, og man kan også være uenig på nogle punkter, og det kan være frugtbart. Men at diskutere med inkompetente mennesker som bare sænker sig ned til et eller andet fordi de har deres forudfattede mening eller et favorithold de holder med, det bruger jeg ikke så mange intellektuelle ressourcer på.
The Bangs Vej Babes
- Men jeg er jo, qua min stilling, tvunget til ind imellem
at sortere i det værste vrøvl. Og der er jo så nogle myter man en gang imellem
må tage fat på. Blandt andet da vi måtte tage fat på den der myte om Laudrup
Babes hvor vi så kunne konstatere, ved en stille og rolig sammentælling af
de to holds spillere og alder, at vi havde en gennemsnitsalder der var lavere
end Brøndbys.
Og det samme med den dér med, som én spurgte om forleden,
hvorfor der lige pludselig var så mange unge spillere i FC Københavns
trup. Så måtte jeg sige at det vidste jeg ikke rigtigt, men de første spillere
jeg skrev kontrakt med, de kom direkte fra ungdomsårene — Bo Svensson og Rune
Pedersen og flere andre. Vi har jo løbende integeret unge spillere i vores
førsteholdstrup. Men det er jo blevet overdøvet af nogle andre myter, og det er
selvfølgelig irriterende, specielt hvis det bliver et mantra som man så skal
slås oven i hovedet med! "FC København er kun en klub der køber spillere". Det
er vi ikke! Men vi køber selvfølgelig også nogen, for i sidste ende handler det
om resultater.
- Når det gælder produktionen af egne spillere, så er det også noget der er blevet sat langt mere i system?
- Ja, på den måde at vi har fået langt mere sammenhæng
mellem hvad der foregår i ungdomsafdelingen og i FC København. Det hænger også
sammen med at vi har ansat flere mennesker. Ikke mindst i vores ITU-projekt, med
Torben Storm som ankermand, som nu er udvidet til at omfatte spillere fra 16-21
år hvor det tidligere kun var de 18- til 21-årige.
Og så hele vores satsning med at lave 2. divisionsholdet om
til et ungseniorhold og skabe en ramme og en basis med en tryghed som de her
spillere kan udvikle sig under. Vores ændring af træningsmønstrene med at lade
de unge træne meget mere — selvfølgelig alderstilpasset og tilpasset deres
uddannelse. Vores setup med både gymnasierne og de tekniske skoler gør at de kan
træne om morgenen tirsdag og torsdag, og de kan træne om fredagen — ud over
deres normale træning med deres hold.
Og så er der ansættelsen i KB af en elitemanager for hele
ungdomssiden, både juniorer og ynglinge. Og så er der udviklingen af FCK's
fodboldskole for de 12- til 15-årige som rekrutteringsområde — og selvfølgelig
også implementeringen af denne her spillestils-'manual' igennem systemet. Og så
vores opgradering af hele staben omkring holdene med fysiske trænere, med
målmandstræner — Per Wind har også taget sig af de unge målmænd — og det har
altsammen været led i at 'benchmarke' vores talentudvikling med de bedste.
Vi har været ud at se hvad de gør i Ajax, hvad de gør i
Anderlecht, vi har haft folk i Sydamerika og alle mulige steder. Vi ser os lidt
rundt omkring, hvad er det de gør, og så går vi hjem og ser om der er noget vi
kan gøre anderledes. Jeg vil påstå at det vi gør og laver i de her år, det er
fuldt på højde med hvad man ser rundt omkring i Europa.
Og når vi så begynder at få spillere ud af sådan et program —
som vel egentlig er de første spillere som allerede som 15-16-årige har sagt: At
uddanne sig til professionel fodboldspillere kunne godt være en option for mig —
så får vi de første spillere som vel egentlig, også mentalt, er indstillet på at
fodbold er et erhverv. Et erhverv man kan uddanne sig til at forsøge at gøre sig
i. Bare for 6-7 år siden fik vi jo spillere op som i virkeligheden havde været
igennem en ungdomstid... hvor de egentlig var amatører. I dag er de
deltidsprofessionelle allerede som 15-16-17-årige. Så det er spillere med en
anden tilgang til det der kommer nu.
Flere kolbøtter, tak!
- Det er vel også første generation af spillere som slet ikke har haft tid til at spille fodbold uden for klubben, spille i fritiden?
- Nah, det tror jeg sgu de allesammen har. Når man er dreng, så spiller man fodbold; det gjorde man i min tid, der spillede vi fodbold morgen, middag og aften. Altid.
- Du tror slet ikke der er en forskel til i dag?
- Jo, i dag spiller de jo for lidt! Et barns tid er jo desværre alt for fragmenteret og privatiseret. Altså i gamle dage, der spillede vi jo fodbold altid! Det gør man ikke i dag. Det er desværre min generation der har indrettet samfundet sådan at man hverken kan cykle, klatre i træer eller spille fodbold.
- Er hér ikke også forskel når vi sammenligner med talentudviklingen i landene længere sydpå: Der er de unges tid knapt så struktureret?
- Jo, det er der da afgjort. Det er der da. Men nu har vi
jo altid været lidt mere klodsede i Nordeuropa — vi er jo mere klodset bygget
end i Sydeuropa og Afrika og Asien og Sydamerika, og der har vi så skullet
kompensere ved at vi har skullet opføre os en smule klogere på banen.
Det er vi selvfølgelig kommet langt med. Det er jo også
derfor nordeuropæisk fodbold har haft det svært igennem mange år, særligt de
sidste 8-10 år, over for den latinske fodbold. De har bedre fodboldspillere! Så
kan vi have en enkelt eller to indimellem, men generelt har de flere, og de er
bedre.
Og det er et stort problem. Derfor er det også fint at
der nu starter en debat om måden som ikke mindst de yngste spillere trænes på i
dansk fodbold, for der er ingen tvivl om at vi er nødt til at gøre noget i lyset
af at... nu har jeg jo beskæftiget mig med idrætsuddannelser og idræt hele mit
liv, og jeg må sige at det har jo været én stor fiasko! De der 30 års arbejde
har jo kun resulteret i at der har aldrig været så mange fede drenge, der har
aldrig været så mange inaktive børn, der har aldrig været så mange børn der har
manglet det vi kalder alsidige bevægeerfaringer.
I gamle dage, når vi kom i skole som 6-årige, så kunne vi alt
— fordi vi havde klatret i træer og hinket og sjippet og spillet bold og leget
dåseskjul; i dag kommer der drenge i skolen som ikke kan binde snørebåndene på
deres sko og som ikke selv kan tage tøj af og på. Og de kommer også i
fodboldklubberne.
Hvordan skal man lære at spille fodbold hvis man ikke har
nogen bevægeerfaringer? Og sådan er det jo desværre; de har ikke svømmet, de har
ikke cyklet, de har ikke klatret i træer — de har ikke lavet kolbøtter! Og
derfor må fodboldtrænere i dag jo starte et helt andet sted hvis vi skal have
fodboldspillere ud af det. Så lidt groft sagt: Vores halvfabrikata er blevet
dårligere! Og det er jo en trussel mod den danske fodboldkultur, så det er helt
klart på tide at vi rundt omkring i det danske land tager fat på en helt anden
måde på ungdomstræningen.
- Men det er vel så også begrænset hvad man kan gøre som fodboldklub ved sine halvfabrikata?
- Jeg ved ikke... vi er jo begunstiget af at have kolossal tilgang til KB. Vi har jo ventelister for drenge i 6-10 års alderen, vi har et hav af dygtige ungdomsledere. Men de ungdomsledere skal jo også lære at det nu er nogle drenge som kommer i fodboldklubberne der er anderledes end dem der kom for bare 15 år siden. Eller for 25 år siden da de selv spillede. Og derfor ligger der et stort uddannelsesprogram forude, også indstillingsmæssigt og mentalitetsmæssigt. Ellers sakker vi, som dansk fodbold, endnu længere bagud i forhold til dem som vi skal konkurrere med.
- Nu vi så snakker om sydeuropæere og afrikanere som er anderledes bygget, — man taler gerne om forskellig sammensætning af muskelfibre og den slags — så har vi jo efterhånden også en del unge her i landet med sydlandsk baggrund. Og på ungdomsplan ser man dem tit dominere, men de bryder ikke igennem på seniorplan?
- Hm... jeg ved ikke hvad jeg skal svare på det. Jeg har ikke en forklaring, men jeg kan sige at topidræt i dag kræver stamina, det kræver mental styrke og at man evner at gå gennem problemerne og ikke omkring dem...
- Men i Frankrig har det for eksempel udviklet sig meget anderledes. Her vrimler det med stjernespillere med afrikansk baggrund.
- Jaeh... men det er vel også noget med det franske kolonirige... men jeg er da ikke i tvivl om at vi vil se folk med anden etnisk baggrund, det ser vi jo allerede på ungdomsholdene. Jeg tror kun det er et spørgsmål om tid.
Når de unge render af pladsen
- Men når vi så kigger på de spillere der kommer fra ungdomsrækkerne, så er der også noget andet der gør sig gældende. De har det med at løbe af pladsen? De lader kontrakterne løbe ud og smutter.
- Jo, men det gælder jo mere eller mindre alle spillere, det er der jo ikke forskel på. Nogle vælger at blive, og nogle vælger andre græsgange. Det er jo en del af sammenhængen når man har tidsbestemte kontrakter.
- Men der ligger vel også det i det at man — som på det øvrige arbejdsmarked — som regel skal skifte job hvis man vil stige i løn?
- Nahr, ikke i sig selv. Jeg mener ikke... det underlige er
vel at der ikke er nogen spillere der er blevet sat ned i løn! Og uden nu at
være alt for provokerende, så er der da nok nogle af dem jeg godt kunne have
ønsket det for på et tidspunkt! Hø hø...
I virkeligheden er det jo også det der sker ude på
arbejdsmarkedet; på et tidspunkt kan en virksomhed lukke, et job blive omlagt,
folk kan blive fyret af udefrakommende årsager, og så må de finde et andet job
med et andet jobindhold. Måske til en lavere løn.
Men hvordan man end vender og drejer det, så må der jo kun
være 11 på banen ad gangen, og der har vi så fundet det viseligt at det er
træneren der bestemmer hvilke 11 der skal spille. Og hvis man ikke kan affinde
sig med det og ikke tror man kan komme blandt de 11 — tilstrækkeligt meget eller
på de pladser man ønsker at spille — så må man jo sænke sit ambitionsniveau
eller finde et andet sted, og det er der så nogen der gør. At så nogen gerne vil
fremstille det som en forfremmelse, det må de gerne for mig. Jeg har ikke
rigtigt set beviserne endnu.
- Men der ligger vel også en gensidig professionalisme i det. Spillerne synes måske ikke de behøver at være sentimentale og forlænge deres kontrakter i unødvendigt god tid når gamet køres benhårdt?
- Det synes jeg jo ikke er rigtigt. Jeg har jo forlænget
masser af kontrakter med spillere. Det der bliver synligt, det er jo hvis der er
en eller to spillere som så ikke forlænger deres kontrakter. Så kan det
gøres til et tema.
Problemet er jo bare at flertallet af de ting der bliver sagt
og skrevet, ikke er rigtige. Der kan jo være mange årsager til det. Hvis man
kommer og forlanger en lønforhøjelse som vi synes er fuldstændigt ublu, så må
man jo gå ud i markedet og se om man kan finde noget der er bedre.
Men der er jo altså ikke nogen spillere som kan stille krav
om en speciel plads i startopstillingen. Og hvis man tror at fordi man har
spillet 14 kampe og lavet et par mål eller et par gode indsatser, så har man
krav på at spille en bestemt plads — det er der altså ikke nogen der har i FC
København. Så det er egentlig meget enkelt.
- Men af de KB'er der først har fået deres gennembrud, der er det vel ikke mange andre end Hjalte og Bo Svensson, der har forlænget en enkelt gang.
- Hjalte har nu forlænget indtil flere gange, skal jeg hilse og sige!
- Jo, men efter at have fået gennembruddet!
- Nåja, men... der var jo et andet forløb inde over. Der er jo mange ting jeg ikke er herre over. En ting ved branchen er jo at folk kan finde på at lave et tema ud af det, og vilkårene er jo meget enkle, for pressen skruer altid tingene sådan sammen at det er den lille mand mod systemet. Derfor er det altid spillerne der har ret. Og det skal jeg hilse og sige: Det er det altså ikke altid!
- Der var en tidligere FCK-spiller som kom til AGF der sagde at pressens pres på klubben i den slags situationer altid blev fremhævet. Men det var noget sludder at presset var specielt slemt i AGF — i København var presset 10 gange større; forskellen var bare at ledelsen i AGF altid gav efter for presset.
- Jeg skal ikke kommentere på andre klubber, men jeg vil sige det kort: Pressen sætter ikke dagsordenen i FC København. Og det kommer de ikke til så lang tid jeg er sportsdirektør.
- Det var iøvrigt Rune Pedersen der sagde det. Det har du ikke noget at sige til? Man har jo hørt lignende fra andre som har skiftet herfra...
- Joeh... men altså... næh... fred være med det. Men som
jeg har sagt mange gange: Det ligger mig meget fjernt at sige "Hvad sagde jeg"
og "Hø hø hø" — tværtimod: Jeg ønsker alle spillere som har været i FC
København succes, fremgang, held og lykke på deres nye arbejdsplads.
Jeg er stolt af at vi vel er den klub der uddanner flest
spillere til de danske fodbolddivisioner — selvom jeg godt ved at der er en
anden klub der vil tage patent på det. Og der kan være så mange årsager til at
man ikke får en plads på førsteholdet, måske er der er bare en anden spiller som
er dygtigere. Det er jo tit noget med timing og andre ting. Så passer man måske
bedre ind et andet sted — og fint nok med det.
Problemet for de fleste er bare at hvis man kommer til de
andre klubber end de to store, så er det bare et lavere niveau. Og det er
sværere at komme på landsholdet. Hvis man spiller godt i FC København, også på
vores 2. divisionshold, så ved trænerne på landsholdene at her er en spiller som
kan sit kram, og så er de ikke bange for at tage dem med. Så kommer de
med på landsholdene.
Og jeg synes da det er ærgerligt når det sker at det ikke
lykkes for vores spillere i andre klubber, men så vil jeg også godt hævde:
Nogle gange ser de her spillere jo meget bedre ud når de spiller hos
os. For hos os kender de deres opgave på banen. Det er meget nemmere at
være ung spiller. Det er sværere rent pressemæssigt, fanmæssigt osv. — enig! Men
samtidig er de kapslet ind og har en basis de kan spille ud fra.
Når de så skal ud på egne ben og ikke har den omkransning, så
lige pludselig kan man sige "Hold da op, hvad er nu det!". De begynder måske
også at tvivle på sig selv; den selvtillid de har haft i kraft af at være
kapslet ind her, den mangler de måske lige pludselig, og så begynder man at lede
efter sin form, og så kommer man ind i en dårlig spiral. Og det er jeg da ked af
når det sker!
Det er tydeligt for os at se at det sker for nogle af dem, og
så er det at vi godt kunne tænke os at nogle kiggede på de historier og sagde at
det godt kunne være at græsset ikke altid var grønnere på den anden side.
Det er jo ikke så tit at man læser at der er nogen der erkender dét. Det kommer
måske lidt ud mellem sidebenene, men det er jo ikke den gode historie.
- Da Traoré var ude med noget lignende, blev det i hvert fald ikke blæst stort op.
- Nej, det er jo ikke den gode historie. Men jeg håber sgu virkelig det lykkes for ham, for han er en skidefin fyr og en god fodboldspiller.
De manglende angribere
- Når nu du siger det er lettere at spille i København end andre steder, så er der vel én position hvor det er sværere: som angriber. Jeg kiggede lidt på hvor mange angribere der er uddannet på Peter Bangs Vej, og hvis vi regner Martin Johansen og Jesper Bech fra — som jo heller ikke altid spillede i front — så er det ikke lykkedes at uddanne en eneste angriber der blev stamspiller i den bedste række i superligaens historie!
- Nej. Det er måske rigtigt nok. Det er også en svær plads
at spille, skal jeg hilse og sige! Men er det ikke også landstræneren der har
været fremme med en betragtning om at de jo ikke ligefrem står i kø rundt
omkring i danske klubber!
Jeg har sagt for et par år siden — lidt polemisk,
selvfølgelig — at det er fordi de gode ungdomsspillere bliver flyttet ned på
midtbanen. Og hvis man ikke allerede som ungdsomsspiller lærer at tage tæskene
og at modtage bolden med kroppen i den forkerte retning, hvis ikke man lærer at
bevæge sig og komme ind i straffesparksfeltet og dele øretæver ud — og tage
nogle — så kan man heller ikke pludselig gøre det når man bliver senior.
Nu ser jeg trods alt en del ungdomsfodbold, en del
ynglingekampe rundt omkring, og det er jo ikke ligefrem fordi talenterne står i
kø blandt angriberne i dansk ungdomsfodbold! Af og til får vi så nogle der har
lidt hurtighed og kan løbe lidt ude på siderne, men de laver jo ingen mål! De er
ikke inde hvor slagsmålene er. Der er eddermaeme langt imellem.
Men det er én af de opgaver vi har i dansk ungdomsfodbold —
at få uddannet nogle flere angribere. Det sjove ved det er at nogle af de
landsholdsangribere vi har haft de senere år, f.eks. Ebbe Sands, han er jo ikke
uddannet angriber. Overhovedet ikke. Han er oprindeligt midtbanespiller, men af
nød flyttet op hvor han kunne bruge sin fysik, og har så gjort det aldeles
udmærket. Men han er jo ikke engang prototypen på en angriber.
- Og de uddannes i hvert fald ikke i KB.
- Vi ville jo gerne. Men vi må erkende at der er lidt langt imellem. Vi håber jo på unge Bernburg som har nogle af redskaberne. Men han har haft nogle problemer med fysikken, altså med skader.
- Og så var der Bendtner der røg til Arsenal.
- Det er så en anden type, men det er klart — han var også en spiller man kunne... tænke sig.